USA: Molotov-cocktails, angreb på amerikanske ambassader og voldsomme protester har den seneste tid gjort det klart, at amatørfilmen »Innocence of Muslims« ikke er faldet i god jord hos den muslimske befolkning. Alligevel er mere provokation muligvis på vej, skriver Los Angeles Times.

Det er to tidligere muslimske instruktører, der uafhængigt af hinanden begge planlægger kritiske film om profeten Muhammed. Bag den ene film står instruktøren Mosab Hassan Yousef. Han vil fortælle historien om profetens liv, fra han var 12 år og til hans død, lige som det er tilfældet i filmen »The Passion of the Christ«, der handler om Jesus.

- Mit mål med filmen er at skabe et stort spejl for at vise den muslimske verden det sande billede af dens leder, siger Yousef til Los Angeles Times.

Mindst 51 mennesker, heriblandt den amerikanske ambassadør i Libyen, har mistet livet på grund af vold relateret til protesterne over filmen, hvis trailer ligger på Youtube. De voldelige demonstrationer foregik især i Egypten, Libyen og Pakistan. Både Iran og Afghanistan har efterfølgende blokeret Youtube.

Men den anden instruktør, Ali Sina, som forventer at kunne begynde på sin film til næste år, er overbevist om, at hans film skal vise »sandheden« om religionen. Filmen vil portrættere Muhammed som en kultleder i lighed med Jim Jones, en religiøs leder, der førte sin sekt til historiens største masseselvmord i 1978, lyder det.

Hvis filmene bliver til noget, kan man forvente voldsomme reaktioner.

- Det her at gå over stregen. Hvis der er en skuespiller, der fysisk portrætterer Muhammed, vil der komme en voldelig reaktion, siger Akbar Ahmed, der er tidligere pakistansk ambassadør i Storbritannien og nu er professor ved Islamstudier på American University i Washington.

I kølvandet på filmprotesterne offentliggjorde et fransk magasin tegninger af Muhammed, hvoraf flere angiveligt viser profeten nøgen. Det fik de franske myndigheder til at lukke ambassader, konsulater og skoler i 20 muslimske lande af hensyn til personalets sikkerhed.

Det er stadig uvist, om en version af filmen »Innocence of Muslims« i fuld længde faktisk findes, men en pakistansk minister har udlovet en dusør på 100.000 dollar til den, der dræber skaberen bag filmen.

Både Mosab Hassan Yousef og Ali Sina er opmærksomme på at holde detaljerne om filmene og produktionerne hemmelige af sikkerhedsmæssige årsager. De kritiserer begge »Innocence of Muslims« for at være historisk ukorrekt og af dårlig kvalitet.