Unge, der indskriver sig på erhvervsuddannelser for kun at modtage penge fra Statens Uddannelsesstøtte, kan se frem til krav og sanktioner.
I hvert fald hvis det står til Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og De Konservative, der vil have stoppet muligheden for at springe mellem erhvervsuddannelser uden at gennemføre. De kalder metoden for »SU-rytteri«, og betragter det som snyd med en offentlig ydelse.
- Jeg synes, at det er skammeligt. Derfor vil jeg også have, at uddannelsesministeren indkalder forligskredsen for SU-området, for det her skal stoppes med det samme. Det er misbrug af offentlige penge, som aktivt kunne bruges til uddannelsesområdet, siger Brian Mikkelsen, gruppeformand for De Konservative.
Han er parat til at sende de unge på kontanthjælp i stedet. Udmeldingen kommer efter, at en undersøgelse fra DR viser, at mere end syv af 10 erhvervsskoler kender til elever, der får SU uden faktisk at gå i skole.
Snyderiet er muligt, da der på erhvervsuddannelserne ikke er grænser for, hvor længe eleven bruger på at blive færdig. En anden måde er at skifte mellem studieretninger, da det berettiger til fortsat støtte.
Omvendt er det ikke muligt på de videregående uddannelser, for her har SUen en overordnet ramme på 60 måneders udbetalinger.
- SU-rytteriet er med til at ødelægge erhvervsuddannelsernes omdømme, fordi skolerne får status som opsamlingssted for umotiverede elever, mener chefkonsulent Simon Neergaard-Holm fra DA.
Ifølge DA er det en kendt sag, at nogle elever udnytter muligheden for at begynde en erhvervsuddannelse, der berettiger den offentlige støtte.
Derfor skal man kunne forlange mere af eleverne, mener DA. Adgangsprøver, der kan afsløre elevens faglige kvalifikationer, bør være et krav. Desuden skal den månedlige betaling først ankomme på kontoen ved månedens udgang og være betinget af, at eleven har indfundet sig til timer og eksamener.
- Ændringen vil medvirke til, at eleverne begynder på uddannelser, som de kan gennemføre, og gør deres uddannelse færdig, forudser Simon Neergaard-Holm.
Lignende restriktioner er de Konservative også klar til at indføre for erhvervsuddannelserne.
- Man skal kunne begrænse SUen til et færre antal uddannelser. Det skal selvfølgelig stadig være muligt at skifte fra en uddannelse til en anden, hvis man ikke lige passer ind på den første, siger Brian Mikkelsen.
Der findes allerede regler for studieaktivitet, men gruppeformanden vil alligevel styrke muligheden for at undersøge den enkelte ansøgers SU-historik.
- Systemet skal kigge på hver enkelt elev og se på, om der er nogen, som bare shopper rundt. Systemet skal være målrettet mod den enkelte, og ikke bare se en ansøgning og derefter begynde at udbetale SUen, mener Brian Mikkelsen.
Gruppeformanden anerkender, at der kan være særlige årsager til, at nogle elever er på SU i længere i tid end nødvendigt. Men dem, der bruger systemet som offentlig forsørgelse, er der ikke plads til.
- Hvis de unge kun modtager SU, fordi de ikke gider arbejde, må man tvinge dem, siger Brian Mikkelsen.