Nye kampe omkring Aleppo
Syriens regeringshær forsøger at trænge oprørerne tilbage fra områder ved landets største by, Aleppo.
Syriens regeringshær forsøger at trænge oprørerne tilbage fra områder ved landets største by, Aleppo.
SYRIEN: Der var lørdag kampe mellem oprørere og regeringsstyrker tæt på Syriens største by Aleppo, hvor hæren ifølge Reuters bombede oprørsstillinger.
Oprørerne kontrollerer store områder nord for Aleppo op mod den tyrkiske grænse. Her forsøger de at holde stand over for den modoffensiv, som den syriske hær har sat ind, efter at oprørerne i starten af august forlod de fleste af deres positioner i Aleppo, der er Syriens største by.
Kampene lørdag fandt blandt andet sted i Aleppos vestlige del, Saif al-Dawa, der blev hårdt ramt i starten af måneden.
Lørdag blev der også anvendt fly i angrebene, viser nye videooptagelser. Et jagerfly ses på en optagelse dykke og kaste to bomber mod en bygning. Bombardementerne koster mange civile liv, og lørdag blev 40 ofre begravet i byen Tel nord for Damaskus.
Samtidig søgte den syriske regeringshær tilsyneladende at forstærke sin position ved byen Mayadeen i det område ved grænsen til Irak, hvor Syriens beskedne olieproduktion er koncentreret. Op mod 20 pansrede køretøjer blev set køre mod Mayadeen.
Søndag udløber de 100 FN-observatørers mandat i Syrien og mandag begynder de første at forlade det borgerkrigshærgede land. Samtidig tiltræder FNs nye mægler, Lakhdar Brahimi, i det som Frankrigs FN-ambassadør har betegnet som »en umulig mission«.