OB-træner Kent Nielsen udelukker ikke, at klubben vil melde flere transfernyheder ud i det nuværende vindue, selv om der pt. er tilfredshed med truppen.
Superligaen er lukket helt ned i disse tider, men til gengæld er der lukket gevaldigt op for det store vinter-transfervindue. Og det har man i den grad udnyttet hos den fynske klub OB.
OB har netop hentet den tidligere FC Midtjylland-spiller Izunna Uzochukwu, mens Emil Larsen og Lasse Kryger har taget afsked med fynboerne. Og med virkning fra den kommende sæson bliver de to forsvarsspillere Joao Pereira og Kenneth Emil Petersen indlemmet i truppen, mens Rasmus Falk flyver til FC København.
Transfernyheder har der altså været rigeligt af fra den odenseanske Superligaklub, men har vi set den sidste? Til dét spørgsmål lyder svaret fra OB’s træner, Kent Nielsen:
»Puha, det ved man aldrig. Den mulighed for spekulation vil jeg ikke tage fra dig,« lyder det med et smil over for BT. Han fortsætter:
»Jeg synes, vi har en fin trup lige nu. Nogle gange er der også faktorer, som man ikke er herre over. Men truppen er stærk nok til at leve op til vores sæsonmål.«
Kent Nielsen fortæller, at OB har været på udkig efter en fjerde central midtbanespiller, og det har man fået ved tilgangen af 25-årige Izunna Uzochukwu.
»Vi føler, at vi har fået en spiller, som tidligere har bevist sit værd, og som vi har en forventning om kan komme op på det niveau, han havde i Superligaen for ikke så længe siden,« siger han og fortsætter nigerianerens kvaliteter.
»Han er en rigtig dygtig balance- og presspiller, som er god at have i omstillingsfasen. Han er en god bolderobrer, og det er først og fremmest der, han kommer til at bidrage. Vi håber, at han kommer til at bidrage til det hurtige spil, som vi søger.«
OB’s målsætning for indeværende sæson er at opnå en solid midterplacering i Superligaen, og det er man godt på vej til at indfri med en øjeblikkelig syvendeplads. Men Kent Nielsen afviser, at forårskampene ’bare’ skal overstås.
»Det handler stadig om at vinde hver eneste kamp og udvikle vores måde at spille fodbold. Vi kommer ikke til at tage let på det; vi vil vinde så mange kampe som muligt. Vi kommer ikke til at tænke i, at det bare bliver en mellemsæson,« siger han.
Kenneth Emil Pedersen og Joao Pereira tiltræder først hos OB til sommer, og det ser OB-træneren frem til.
»Jeg tror klart på, at Kenneth Emil bliver en gevinst for os. Han er en udpræget vinder, og han har meget temperament, som han dygtigt har fået kanaliseret ind som et aktiv. Han er en smart forsvarsspiller, som først og fremmest er dygtig på bolden,« forklarer Kent Nielsen.
Kent Nielsen melder klart ud, at OB’s målsætning til den kommende sæson bliver at ende i top 6 og dermed komme med i det nyoprettede slutspil. Og OB mister en stor profil i de bestræbelser, eftersom Rasmus Falk skifter til FCK efter denne sæson.
Man kan derfor spekulere i, hvorvidt det ikke ville være mest optimalt at køre en afløser for Falk ind allerede nu. Til dét lyder svaret:
»Så længe vi har professionelle spillere på kontrakt, så er vi også professionelle omkring det. Den bold ligger ikke rigtigt i vores hænder. Nu skal han til FCK til sommer, og bolden ligger hos dem. Jeg ved jo ikke, om de har interesse i at hente ham allerede nu,« siger Kent Nielsen.
Men hvem bliver Rasmus Falks afløser til sommer?
»Vi har selv nogle spillere på vej frem. Mathias Greve og Mikkel Desler har begge spillet en hel del og får muligheden for at vise sig frem. Så det er ikke sådan, at vi allerede har truffet nogle beslutninger om, hvordan det skal være fra sommer. Vi er opmærksomme på markedet og på de spillere, vi nu engang har,« lyder det fra OB-træneren.
Det er ingen hemmelighed, at Kent Nielsen har høstet stor succes som træner i AaB, og spørgsmålet er, om han har samme tanker om at bringe OB helt til tops i Superligaen.
»For et par siden lå OB anden eller tredjesidst, og vi er kommet et stykke vej. Er vi tilfredse? Nej, det er vi ikke. Men vi er bevidste om, at vi har taget nogle skridt i den rigtige retning. Der er ingen tvivl om, at ambitionerne er at bringe OB tilbage til den absolutte top i dansk fodbold. Men vi har også en erkendelse af, at der er mange faktorer, der spiller ind, hvis man skal gå hele vejen som med AaB,« lyder det fra Kent Nielsen.