Den tyske Formel-1-legende Michael Schumacher ser ud til at tage nye fremskridt, efter det mandag kom frem, at tyskeren er taget ud af koma.
Ifølge den tyske avis Bild er racerkøreren tirsdag i stand til at kommunikere, hvilket må siges at være et stort skridt mod tilbagevenden til livet efter knap et halvt år i koma som følge af en skiulykke.
Avisen skriver, at den syvdobbelte Formel 1-verdensmester bruger øjnene til at kommunikere med omverden, og i særdeleshed til konen Corinna, som han reagerer stærkest på. De to har været gift i 19 år, og parret har sammen to børn.
Avisen skriver også, at de mange måneder i koma har tæret hårdt på tyskerens fysik. 20 kilo muskler er forsvundet, og Schumachers vægt er dumpet helt ned på magre 55 kilo.
Mens han har været sengeliggende har lægerne sørget for, at Schumachers krop er blevet holdt i gang, så musklerne fortsat er aktive og fleksible.
Mandag forlod tyskeren hospitalet i Grenoble, hvor han har været indlagt siden nytår. Nu er han blevet overflyttet til mere private rammer på en genoptræningsklinik i Schweiz, hvor den videre rehabilitering skal finde sted.
Herunder kan du gense løbet, hvor Schumacher vandt sin første VM-titel