Finansieringsselskab tilbyder kviklån til kvinder, der vil have opereret brysterne større. Forbrugerrådet er ikke begejstret.
Kvinder får lavet nye bryster og andre skønhedsoperationer som aldrig før, og det har fået finansieringsselskabet Dan-Aktiv til at tilbyde bryster på afbetaling, skriver Vejle Amts Folkeblad.
- Vi giver folk mulighed for at få lavet det, de gerne vil, på en enkel og nem måde, og så er det ligegyldigt, om der er tale om en menisk eller et par nye bryster. Alle kan få råd til operationer på den måde, selvom de ikke har pengene på bankbogen, siger Søren Kargaard, adm. direktør i Dan-Aktiv, til Vejle Amts Folkeblad.
Finansieringsselskabet samarbejder således med flere privathospitaler landet over. For eksempel kan et par nye bryster til 30.000 kroner finansieres via Dan-Aktivs hjemmeside sundhedskonto.dk til 42.809 kroner over en femårig periode.
Det ligger en anelse over de billigste forbrugslån blandt banker på sitet mybanker.dk, som koster cirka 36.000, men Dan-Aktiv mener alligevel, at de har en fordel.
- Jeg tror, at vores kunder foretrækker os frem for bankerne, fordi der måske er en tendens til, at de siger nej til sådan en type lån. Det er heller ikke nødvendigt at booke en tid med en kunderådgiver. Vi giver et svar på 15 minutter, og det tror jeg tiltrækker folk, siger Søren Kargaard til avisen.
Forbrugerrådet er imidlertid ikke begejstret for de nye lånemuligheder i forbindelse med skønhedsoperationer. Det skyldes ikke alene, at kviklån er dyrere end banklån. Her er den generelle holdning, at den stigende reklame for kviklån til kosmetiske operationer i det offentlige rum er en farlig cocktail.
- Derfor har vi også kontaktet politikere for at få debatten taget op. Det er blevet for meget nu, siger Sine Jensen, sundhedspolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet, til Vejle Amts Folkeblad.