Syrisk militær har fra daggry genoptaget bombardementerne af oprørsbyen Homs, og aktivister i byen oplyser til Reuters, at mindst 43 allerede har mistet livet i dag.

- Hæren beskyder os med raketter, morterer og fra deres russiske kampvogne, og de forsøger at trænge ind i bydelen Bab Amr, siger aktivisten Hadi al-Abdullah til TV-stationen Al Jazeera over en mobiltelefon fra Homs. Ifølge hans oplysninger har mindst 43 mistet livet i dag.

Specielt bydelen Bab Amr i Homs har de seneste dage været udsat for omfattende bombardementer - og den syriske hær sender tilsyneladende granater og raketter ind over Homs i noget, der ligner ren terrorbombning.

- Du aner ikke om den næste raket vil lande i din dagligstue eller i dit køkken, siger en aktivist til CNN, der kun vil identificeres som »Danny«.

Aktivisten »Danny« siger videre til CNN:

- De ramte et af vores nødhospitaler. Lægerne blev dræbt og det samme gjorde patienterne.

Paul Wood sammenlignede i går situationen i Homs med belejringen og beskydningen af Sarajevo under borgerkrigen i Bosnien, hvor serbiske styrker uophørligt bombede indbyggerne i Sarajevo i vinteren 1992.

I sin seneste rapport siger Paul Wood, der er sammen med oprørere i udkanten af byen, at granaterne falder konstant inde i byen, og at hans kontakter fortæller, at det er livsfarligt at bevæge sig i gaderne.

BBCs korrespondent beretter om en indbygger fra Bab Amr, der fortalte ham:

- Flere raketter er lige slået ned i min nabos hus. Der var et spædbarn derinde. Hovedet eksploderede på grund af lufttrykket fra raketterne.

Indbyggerne og specielt dessertørerne i Den Frie Syriske Hær har kun få lette våben at slå tilbage med og kan intet stille op over for kampvogne og raketter.

Homs er ikke den eneste by, der er under beskydning. Det gælder også byer som Zabardani på grænsen til Libanon og byen Hama, der også er en af oprørernes hovedbyer.

Terrorbombardementerne blev end ikke indstillet, mens den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov tirsdag besøgte Damaskus og mødtes med den syriske præsident Bashar al-Assad. Efter mødet med Assad sagde Lavrov, at Assad havde lovet at stoppe volden og starte forhandlinger med oppositionen, og at han var parat til at følge retningslinjerne i de fredsplaner, som Den Arabiske Liga har udstukket. Det gælder dog næppe ligaens seneste udspil, hvor det fremgår, at Assad skal gå af. Den syriske opposition har da også pure afvist resultatet af mødet.

Rusland og Kina blokerede i weekenden for en FN-resolution, der ville stramme grebet om Assad og indføre nye skrappere sanktioner. I USA, der har rømmet sin ambasade i Damaskus, siger en talsmand for Det Hvide Hus til BBC:

- Rusland må indse, at det at satse alt på Assad er en sikker fejltagelse - ikke bare for de russiske interesser i Syrien, men også for stabiliteten i regionen og for Syriens fremtid.

Sammen med USA har Storbritannien samt en række andre EU-lande som Frankrig, Spanien og Italien besluttet at hjemkalde deres ambassadører, men Danmark bliver sammen med blandt andet de andre nordiske lande.