Nye arbejdsgange redder liv på hospitaler
Regionshospitalet i Horsens har reduceret dødstilfælde blandt patienter med blodpropper i hjertet med omkring 50 procent ved nye arbejdsgange.
Regionshospitalet i Horsens har reduceret dødstilfælde blandt patienter med blodpropper i hjertet med omkring 50 procent ved nye arbejdsgange.
Det kan lyde banalt, men ikke desto mindre har det vist sig yderst effektivt: På Regionshospitalet Horsens har forbedrede arbejdsgange betydet færre dødsfald blandt de patienter, der indlægges med en blodprop i hjertet.
Der er ikke tale om ny, milliard-dyr forskning, men om, at hospitalet har indført tjeklister, som benyttes ved samtlige patienter. Tjeklisterne strømliner arbejdsgangene på hospitalet og har betydet, at dobbelt så mange blodproppatienter overlever.
Tidligere døde én ud af 14 patienter under indlæggelse, nu er det én ud af 29, og hospitalet har sågar haft perioder med flere end 100 patienter i træk, som blev udskrevet efter en blodprop i hjertet, skriver Kristeligt Dagblad.
- Vi sætter os jo heller ikke op i et fly, uden at de, der sender os af sted, har en tjekliste, som de fuldstændig struktureret kører igennem hver gang. På hospitalerne skal vi lære at tænke på os selv som højrisiko-organisationer og agere som sådan, siger overlæge Karen Dodt fra Regionshospitalet Horsens.
Hospitalet er sammen med sygehusene i Hillerød, Næstved, Kolding og Thy-Mors en del af projektet Patientsikkert Sygehus, som de danske regioner, TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed iværksatte i 2010. Projektet er på grund af positive resultater netop forlænget med et år til udgangen af 2013.
Fælles for sygehusene i projektet er patienttjeklisterne, som sikrer alle den samme fyldestgørende behandling, skriver Kristeligt Dagblad.
Eksempelvis ved at alle blodproppatienter får tilbudt en »pakke« med medicinering, hjertescanning, genoptræning og sundhedsrådgivning, hver gang de behandles.
BNB