En lodret løgn. Så kontant er udmeldingen om Carl Plums tilståelse fra Andrea Barbera, der med egne ord var med til at skjule den kun tre år gamle shetlandspony Tarzan, som lørdag måtte lade livet på en strand i Tisvildeleje.
Tv-kokken Camilla Plums 24-årige søn gik onsdag til bekendelse og fortalte i et åbent brev, at det var ham, som slagtede familiens shetlandspony, blandt andet fordi han ikke kunne finde et passende hjem til den. Men det giver ingen mening overhovedet, mener Andrea Barbera, der kender den mand, som havde ponyen hos sig, da den blev hentet lørdag aften.
- Han har passet masser af heste og har opdrættet dem fra føl til de døde, forklarer hun og fortæller, at Carl Plum lørdag aften henvendte sig manden pr. telefon, fordi han ville have sin hest igen, fordi han har fundet et nyt sted til den. Men hvorfor dog ikke lade den stå hvor den var, til den skulle hen til det nye sted, spørger Andrea Barbera.
- Det er alle de der løgnehistorier. At han i telefonen siger, at hans hest er løbet væk, og han er så glad for, at den er fundet igen. Men den skulle åbenbart bare ned og dø på stranden, siger hun.
- Det er meget mærkeligt. De mener åbenbart bare, at den skal behandles som et stykke legetøj eller som en burger, der bare skal spises.
Den forfærdede Tisvildeleje-boer giver i det hele taget heller ikke meget for Carl Plums tilståelsesbrev, hvor han blandt andet beskriver, at han har haft en hyggelig tur med hesten op til sommerhuset og ‘trillede efter ham på cykel’.
Andrea Barbera mener til gengæld, at den uskoede hest er blevet trukket fra Hemmingstrup til Tisvildeleje efter en cykel og betegner det som lettere mishandling.
Hun er også overbevist om, at tilståelsesbrevet ikke kun er Carl Plums værk, men at Camilla Plum også selv har været involveret og vil gøre alt for, at hendes søn slipper for straf.
Den kendte tv-kok har da heller ikke meget til overs for sigtelsen af hendes 24-årige søn.
- Det er fuldstændig langt ude, for det er hans hest. Han var på arbejde den aften sammen med mig på vores gård, hvor vi lavede mad til et bryllup. Jeg er ret sikker på, at han ikke har noget med det at gøre, sagde Camilla Plum til bt.dk tirsdag.
Om sønnens tilståelse har ændret på hendes holdning har dog ikke været muligt at finde ud af, da hun ikke længere ønsker at udtale sig om sagen.
Udover Camilla Plums søn, er en 21-årig kvinde og 21-årig mand, begge fra København, sigtede for at have overtrådt dyreværnslovens paragraf om mishandling.