Hvordan skal man håndtere pludselig at have fået millioner mellem hænderne? Det er et af spørgsmålene, en del Lotto-millionærer kæmper med, og derfor ønsker de rådgivning.
Det er ikke kun glæde, der følger med store milliongevinster. Mange nyslåede millionærer søger hjælp, fordi de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til den nye titel og de mange penge. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det oplever Arne Lenstrup, som de seneste 10 år har rådgivet mellem 500 og 600 nymillionærer.
Den pensionerede revisor fra Holte er ansat af Danske Spil til at rådgive om livet, efter det helt store millionbeløb er tikket ind på kontoen som følge af den store gevinst i Lotto.
- De trænger til at tale om, hvordan de har oplevet det store held, de har haft. Der er mange, der ikke rigtigt ved, hvad de skal gøre og føler sig usikre, fordi de aldrig har prøvet sådan noget, siger han til Frederiksborg Amts Avis.
Næste skridt handler så om at finde ud af, hvad man har lyst til at gøre med de mange penge. Og det er heller ikke nemt.
- De er selvfølgelig glade, men også nervøse. Det går op for dem, at når man har vundet for eksempel otte millioner kroner, så er der mange beslutninger, man er nødt til at tage. Selv hvis man ikke gør noget, så er det også en beslutning, siger Arne Lenstrup.
BNB