Manager for Amari Watergate oplyser i en mail, at hotellet slet ikke har nogen aftale med det danske rejseselskab.

- Vi har aldrig haft nogen kontakt med denne webside (vingtours.dk), skriver manageren Ning Porntipa Jutichai.

Hun skriver videre, at hotelles salgsafdeling vil bede Wing Tours om at stoppe med at reklamere for salg af pakkerejser til hotellet.

Ving Tours har ligeledes siden opstarten 12. februar reklameret for at samarbejde med en række kendte flyselskaber som SAS, Lufthansa og KLM. Men ingen af flyselskaberne har nogen aftale med det nye rejseselskab. 

Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, mener, at Ving Tours bryder markedsføringsreglerne.

- Det er i strid med god markedsføring, at de markedsføringsmæssigt påstår, at de har aftaler med hoteller og flyselskaber uden at have det. For så findes produkterne overhovedet ikke i virkeligheden, siger han.

Ifølge Check-in.dk har Ving Tours indgået en partner-aftale med Expedia, således at firmaet har adgang til at booke hos 300 flyselskaber og 150.000 hoteller. Dermed kan Ving Tours stadig formidle billetter til de flyselskaber, der ikke ønsker at have deres logo stående på siden samt booke hotelværelser hos eksempelvis Amari Watergate i Bangkok, selv om Ving Tours ikke har aftale med hotellet.

Lars Thykier er bekymret for kundernes vegne.

- Hvis man køber en rejse, og det så ikke svarer til forventningerne, hvor henvender man sig så? Hvis forretningsmodellen er at købe gennem andre, er det jo ikke et rejsebureau i almindelig forstand. For opgaven for et rejsebureau er blandt andet at hjælpe kunden, hvis noget går galt, og her er der jo ikke nogen at henvende sig til. Jeg bliver bekymret på forbrugernes vegne, for uanset hvad forretningsmodellen er, er det ikke en fordel at købe hos dem, siger han. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ejeren af Ving Tours Tom Hansen.