En ny video viser, hvordan en 6.000 kilo tung spækhugger trækker sin træner rundt i hele 15 minutter og er ved at drukne ham i forlystelsesparken SeaWorld i Orlando, USA.
 
Videoen, der kan ses over artiklen, er blevet frigivet af det amerikanske arbejdsministerium som led i den igangværende retssag mod forlystelsesparken i USA. Arbejdsministeriet hævder, at snesevis af spækhugger-trænerne hver dag udsættes for alvorlig fare, når de arbejder så tæt med de tonstunge hvaler. 

Det skriver Daily Mail.

Den omkring 15 minutter lange video viser, hvordan træner Ken Peters var minutter fra at drukne i 2006, da en af parkens spækhuggere, Kasatka, angreb ham uden varsel.

Spækhuggeren greb fat i Ken Peters ben og trak den sagesløse træner rundt i bassinet. Flere gange dykkede Kasatka under med Ken Peters, som derfor var ved at drukne.

Ken Peters bevarede under hele episoden et køligt overblik, og til sidst lykkedes det ham at få vristet sig fri, og han flygtede udmattet op i sikkerhed, hvor han straks kom under lægebehandling.

LÆS OGSÅ:

Det er langt fra første gang, at den amerikanske forlystelsespark kommer i søgelyset som følge af parkens spækhuggere. Flere personer har således mistet livet på grund af de store, kødædende hvaler.

Sidste dødsfald var i februar 2010, da spækhuggeren Tilikum angreb den 40-årige Dawn Brancheau. Den greb fat i hendes hestehale og trak hende under vandet, så hun druknede. Samme hval var i 1999 skyld i en 27-årig mands død. Han blev fundet dræbt i bassinet, efter han havde sneget sig derind midt om natten.

LÆS OGSÅ:

Ifølge en ny og kritisk bog om spækhuggerne i SeaWorld, 'Death at SeaWorld' (Dødsfald i SeaWorld, red.) er det tredje gang, at Kasatka har angrebet trænere - til stor skræk og rædsel for trænerne selv og de mange gæster i forlystelsesparken.

Tilbage i 2006 forklarede cheftræner Mike Scarpuzzi, at hvalen blot udtrykte sine følelser for træneren på en uheldig måde.

Den kritiske bog påstår dog, at angrebet skete, fordi Kasatka var adskilt fra sin kalv, som befandt sig i et andet bassin og kaldte på sin mor. Bogen har også kritiseret, at spækhuggerne lider under de trange vilkår, som de lever under - og at det derfor næsten er uundgåeligt at forhindre angreb.

Den uheldige træner måtte efter uheldet hastes til hospitalet, hvor han gennemgik en operation og svor, at han aldrig ville svømme med spækhuggeren igen.