Kevin Magnussen stævner sin tidligere advokat, som han beskylder for at have haft en dobbeltrolle i udarbejdelsen af kontrakten med Dorte Riis Madsen.

En hidtil ukendt tredjepart har pludselig fået en central rolle i konflikten mellem den danske Formel 1-stjerne Kevin Magnussen og dennes eks-manager, Dorte Riis Madsen. For ender sagen med en dom, hvor Magnussen tvinges til at kompensere Dorte Riis Madsen med et større millionbeløb, har racerkøreren tænkt sig at ’sende aben videre’.

Magnussen-lejren har nemlig stævnet motorsportsstjernens tidligere advokat, Kristian Paaschburg, der stod for udarbejdelsen af den kontrakt, som Dorte Riis Madsen og Kevin Magnussen nu strides om. Den sag kører sideløbende med Magnussens sag mod eksmanageren.

Haas-køreren og hans advokater mener, at Paaschburg begik så store fejl under udarbejdelsen af kontrakten, at de nu kræver, at Kristian Paaschburg skal betale det beløb, Magnussen eventuelt bliver tvunget til at afgive til Dorte Riis Madsen.

Kevin Magnussen hævder, at Kristian Paaschburg i sin tid repræsenterede både Dorte Riis Madsen og Kevin Magnussen, og Formel 1-stjernen vurderer nu, at advokaten dengang ikke havde Magnussens interesser i tankerne. BT har været i kontakt med Kristian Paaschburg, der ikke ønsker at kommentere sagen – men han understreger dog på det kraftigste, at påstanden om, at han skulle have repræsenteret andre end Magnussen under kontraktudarbejdelsen, både er decideret usand og udokumenteret.

BT har fået indsigt i påstandsdokumentet fra retssagen mellem Magnussen og Dorte Riis Madsen, og heri står der om Kristian Paaschburg:

»Det skal bemærkes, at advokat Kristian Paaschburg, der har forhandlet med Bestsellerkoncernen på vegne af Kevin Magnussen, samt udfærdiget managementaftalen mellem Kevin Magnussen og Dorte Riis Madsen, har repræsenteret både Kevin Magnussen og Dorte Riis Madsen på trods af, at de har haft klart modstridende interesser af ikke uvæsentlig karakter, herunder særligt modstridende økonomiske interesser.«

»Endvidere har advokat Kristian Paaschburg ved udarbejdelsen af og rådgivning om managementaftalen ikke varetaget Kevins interesser. Kristian Paaschburg har, på trods af sin viden om forudsætningerne for aftalekomplekset indgået mellem Dorte Riis Madsen, Kevin Magnussen, Racingselskabet og Bestseller-koncernen, ikke udarbejdet en managementaftale mellem Dorte Riis Madsen og Kevin Magnussen, der afspejler disse forudsætninger,« lyder påstanden fra Magnussen-lejren.

BT har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Kevin Magnussens nuværende advokat, Claus Barrett Christiansen.

Dorte Riis Madsen føler sig kontraktmæssigt berettiget til 20 procent af alle Magnussens motorsportsindtægter fra 2015 frem til 2021. Derudover kræver hun også 20 procent af anparterne i det selskab, som racerkøreren har stiftet sammen med Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, Anpartsselskabet af 1. april 2010. Beløbet kan ifølge BTs oplysninger løbe op i 20 millioner kroner.

Det er dog kun, hvis retssagen mellem Magnussen og Riis Madsen finder sin afgørelse ved en dom, at Magnussens krav mod eks-advokaten effektueres. Ved første retsdag torsdag besluttede de to parter at forsøge sig med retsmægling – det udramatiske alternativ til en retssag, hvor parterne sammen med en uddannet mægler forsøger at finde frem til et kompromis.