Patrick Nielsen har tidigere fået et pressemøde spoleret, da Rudy Markussen dukkede op midtvejs. Tirsdag slog Patrick Nielsen tilsyneladende tilbage.
I hvert fald dukkede der pludselig en kæmpe-kylling op...
En mand i en stor kyllingedragt marcherede ind til pressemødet, mens han råbte »Rudy, Rudy, Rudy.« Og så tilføjede kyllingemanden, da han var nået over til den lamslåede bokser, denne spottende salve:
»Rudy, du er en kæmpe inspiration for os kyllinger. Må jeg ikke få taget en selfie sammen med dig?« fik manden sagt, inden han blev eskorteret ud af rummet igen.
De to boksere har under et tidligere pressemøde, kastet kyllinge-hånen frem og tilbage, og den blev der altså også fulgt op på under tirsdagens pressemøde.
Patrick Nielsen forsøgte at fremstille sig selv som en bokser, der er meget hårdere end Markussen.
»Jeg har været tre år i helvede i Tyskland (hvor han har trænet, red.). Rudy holdt i tre dage. Det siger alt,« mente Nielsen.
Markussen afviste at gå ind i den diskussion og sagde, at det handlede om noget helt andet. Siden var han dog lidt åben.
»Jeg kæmper med at styre mig selv og være den voksne person her. Den dreng trænger til en røvfuld, og den må jeg så give ham,« sagde Rudy Markussen.
De to mødes i Brøndby Hallen den 12. december.
