Ny trend: Knall dig til et bankrøveri
Hvad gør en bankrøver med respekt for tidens trend i røveribranchen i Danmark: Han bruger en knallert som transportmiddel, før og efter røveriet.
Hvad gør en bankrøver med respekt for tidens trend i røveribranchen i Danmark: Han bruger en knallert som transportmiddel, før og efter røveriet.
Kriminalpolitiet i Nyborg jager f.eks. en bestemt bankrøver, som tilsyneladende har stået bag fire bankrøverier i Ullerslev og Ørbæk på Østfyn.
Sent fredag aften fandt politiet en efterladt knallert efter det seneste bankrøveri, som foregik i Amtssparekassen Fyns afdeling i Ullerslev fredag, hvor røveren slap væk med op imod 300.000 kr.
Det viste sig, at han var flygtet på en mørkerød Puch Maxi, som blev efterladt i en grøft på vej mod Skellerup. Her blev den fundet af en mand, som gik tur med sin hund, og bankrøveren, som var bevæbnet med et oversavet jagtgevær, er formentlig skiftet til en bil.
Ved tre andre røverier på egnen inden for de sidste tre måneder har der også været brugt knallerter til at flygte på. Fordelen for røverne er tilsyneladende, at man hurtigt kan komme væk ad stisystemer, som er utilgængelige for politibiler. Også i andre politikredse har man set flere tilfælde af, at der bruges knallert i en tid, hvor der er en stigning af røverier mod pengeinstitutter i Danmark.
Ved de fire uopklarede røverier i Ullerslev og Ørbæk er der i alt røvet for op imod en million kroner, og kriminalinspektør Poul Erik Bentsen, Nyborg, vil ikke udelukke, at der er tale om den samme røver.