GRÆKENLAND: Endnu en tragisk drukneulykke har søndag fundet sted i Middelhavet ud for en græsk ø nær Tyrkiets kyst.
Ifølge Reuters har 34 flygtninge mistet livet, da deres båd sank ud for en græsk ø. I forliset var knap halvdelen af de omkomne børn, skriver nyhedsbureauet.
Der skulle efter alt at dømme være tale om det højeste dødstal i græske vande, siden flygtninge og migranter i tusindvis begyndte at søge over Middelhavet mod Europas kyster.
Blandt de omkomne børn skulle der være fire spædbørn, seks drenge og fem piger.
Ulykken skete, da den træbåd de opholdte sig i væltede om på siden søndag morgen omkring fem kilometer øst for den lille ø Farmakonisi, der ligger ud for Tyrkiets kyst.
68 mennesker blev ifølge den græske kystvagt reddet op af vandet, mens yderligere 30 personer fra forliset blev fundet i live på Farmakonisi.
Ifølge norske Dagbladet overlevede både manden og babyen på billedet øverst den uhyggelige svømmetur.
- De overlevde begge to, både manden og babyen, og de kom i land. Der blev der straks taget hånd om dem af hjælpearbejdere, så jeg fik ikke bekræftet, hvilken relation der var mellem de to. Men de var syrere, fortæller fotograf Alkis Konstantinidis til Dagbladet.
BNB