Efter fire år som cheftræner for Hvidovre så udløber Per Nielsens aftale med 2. divisionsholdet ved årsskiftet, og nu vender Brøndby-legenden tilbage til de blå-gule, hvor han spillede 547 førsteholdskampe.

Per Nielsen skal fremover stå i spidsen for Brøndbys kvindehold, hvor ambitionsniveauet er både den danske titel og gode europæiske resultater.

Christian Barrett, formand for Brøndby IF’s amatørafdeling, siger i en pressemeddelelse:

»Brøndby IF’s kvinder er et nyt, ungt hold, som allerede har taget nogle flotte skridt. Vi er overbeviste om, at Per Nielsen kan fortsætte den gode udvikling i jagten på tilbageerobringen af det danske mesterskab. Derudover håber vi, at Per og spillerne kan bygge videre på Champions League-resultaterne og kvalificere sig til semifinalen.«

»Vi glæder os meget over dette samarbejde. Per Nielsen har Brøndby IF i både blodet og hjertet. Både fagligt og kulturelt passer vi sammen.«

Per Nielsen glæder sig over at være tilbage i gult og blåt:

»Det er en talentfuld trup, som er inde i en god udvikling, og det ser jeg frem til at bygge videre på. Selv om det er et ungt hold, så er der ambitioner om at vinde, og det er en spændende udfordring«

»At det tilmed kan foregå i den klub, der har fyldt så meget i mit liv, gør kun pakken endnu mere attraktiv. Brøndby IF har været omdrejningspunktet i mange år for mig, og jeg ser frem til at komme tilbage i klubben og sætte mit fingeraftryk på udviklingen af kvindefodbolden,« fortæller Per Nielsen.