Den nye regering vil reducere marginalskatten. Topskatten skal spille en langt mindre rolle end i dag. Færre danskere end i dag skal betale topskat.
Det er essensen af det, den nye trekløverregering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative har skrevet om topskatten i det nye regeringsgrundlag, der er fremlagt søndag eftermiddag.
'Regeringen ønsker at reducere marginalskatten, og at topskatten skal spille en langt mindre rolle end i dag, fordi den koster vækst og beskæftigelse,' skriver regeringen.
'Regeringen vil til brug for forhandlingerne om JobReform II fremlægge forslag, der markant mindsker antallet af danskere, der betaler topskat.'
Dermed undlader partierne at sætte noget konkret tal på, hvor meget topskatten skal ned, eller hvor mange eller få, der skal betale den højeste skattesats.
I det regeringsgrundlag, der dannede grundlag for den rene Venstre-regering, stod det sort på hvidt, at regeringen havde en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med fem procentpoint.
De fem procentpoint er nærmest den direkte årsag til, at regeringen nu udvides til tre partier.
Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, stod nemlig så stejlt på de fem procentpoint, at næsten alle andre økonomiske forhandlinger gik i stå.
En måde at sikre, at færre danskere betaler topskat, er, at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat.
/ritzau/