EGYPTEN: Egyptens nye præsident, 60-årige Mohamed Morsi, har lørdag aflagt sin præsidented foran dommerne ved forfatningsdomstolen i den egyptiske hovedstad Cairo. Det skriver internationale medier.

Fredag blev han hyldet af jublende folkemængder på Tahrir-pladsen i Cairo, men lørdag var det den formelle indsættelse, der fandt sted.

Indsættelsen fandt sted under stort sikkerhedsopbud og blev overvåget af landets militære ledere, der har regeret Egypten, siden diktatoren Hosni Mubarak blev afsat under urolighederne i landet for 16 måneder siden.

Morsi, der er uddannet ingeniør i USA, har bebudet, at han vil arbejde for folket og blandt andet løslade politiske fanger, ligesom han lørdag lovede et »nyt Egypten.«

- I dag har Egypten banet vejen for et ægte liv med frihed og rigtigt demokrati. Jeg respekterer det juridiske og det lovgivningsmæssige system, og jeg vil gøre mit arbejde for at beskytte friheden af disse autoriteter, lød det i en TV-transmitteret tale fra den ny præsident lørdag.

- Egypten er en civil, konstitutionel og moderne stat. Det er et stærkt land med hjælp fra dets folk og dets historie, sagde han videre.

Det er knap to uger siden, at Morsi, der tilhører Det Muslimske Broderskab, blev valgt til præsident i landet, men først i søndags blev han af valgkommissionen udråbt som vinder, efter beskyldninger om valgsvindel havde føget mellem begge kandidater.