Københavns Politi skal igen i gang med at efterforske en lækage fra skattesagen.
BT kan onsdag bringe uddrag fra et fortroligt brev fra en af sagens hovedpersoner, skattedirektør Erling Andersen, og det får nu Skattesagskommissionen til at melde lækagen til politiet.
Kommissionen modtog brevet 5. november og sendte det videre til sagens 19 bisiddere dagen efter. Det er formentlig en af disse, der har lækket brevet til BT, skriver kommissionen på sin hjemmeside.
»Efter kommissionens opfattelse er der rimelig formodning for, at en af bisidderne har overtrådt sin tavshedspligt med hensyn til nævnte materiale, og kommissionen anmelder derfor forholdet til Københavns Politi,« lyder det.
Skattesagskommissionen har ikke mistanke til en særlig bisidder.
BNB