Ny metrolinje og bedre cykelstier på vej
Regeringen har indgået en bred trafikaftale, som skal sikre forbedringer af »grøn trafik« for en halv milliard kroner.
Regeringen har indgået en bred trafikaftale, som skal sikre forbedringer af »grøn trafik« for en halv milliard kroner.
Onsdag indgik regeringen en bred politisk aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative om en nye investeringer på transportområdet. Hovedpunkterne er en ny metrolinje til Københavns Nordhavn og bedre infrastruktur for cyklister flere steder i landet.
- Den ny metro til Nordhavn vil give et markant løft til den kollektive trafik og sikre en attraktiv kollektiv trafikbetjening af Østerbro og den nye bydel i Københavns Nordhavn. Ved at etablere metroen i sammenhæng med Cityringen høster vi en masse gevinster. Vi sparer penge, sikrer en optimal planlægning i forhold til det øvrige metrobyggeri og mindsker generne af byggeriet. Samtidig skaber vi øget beskæftigelse, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).
Trafikaftalen omfatter forbedringer af infrastrukturen for cirka en halv milliard kroner, og foruden metroprojektet skal en udmøntning af den såkaldte cykelpulje komme cykelprojekter i hele landet til gode. Til gavn for miljø og folkesundhed, mener transportministeren.
- Siden 2009 er der udmøntet for i alt cirka 600 millioner kroner til cykelprojekter. Den her gang giver vi cirka 150 millioner kroner til en indsats, der favner bredt og både omfatter etablering af store cykelkorridorer i storbyer og sikre cykelstier ved skoleveje i mindre byer, der vil gavne trafiksikkerheden på skolevejene, siger Henrik Dam Kristensen og pointerer, at han er glad for, at aftalen fremmer cykelturismen i de ydre egne af landet.