Teemu Pukki er på skrivebordet blevet et mål rigere.
Det oplyser Divisionsforeningen mandag.
I søndagens 7-0-nedslagtning af Brøndby opstod der tvil om, hvem der egentlig havde scoret det næstsidste mål, til 6-0. Teemu Pukki eller holdkammeraten Andrew Hjulsager?
Sidstnævnte aflsuttede og blev umiddelbart krediteret som målscorer, men bolden ramte førstnævnte på vej i mål. Se det her:
{embedded type="node/webtv_link" id="46434561"}
Nu har Divisionsforeningen – efter at have set tv-billederne igennem – valgt i stedet at gøre Teemu Pukki til målscorer.
Forklaringen er således fra Divisonsforeningen i en pressemeddelelse:
»Som udgangspunkt vil vi gerne hylde målscoreren i dansk fodbold og hellere kreditere et mål end et selvmål, hvis der er tale om tvivlsomme situationer, der ligger i en gråzone. Derfor kan der være forskel på, om bolden rammer en modspiller eller en medspiller på vej mod målet. Vi arbejder med det kriterie, at skud med retning indenfor målrammen giver skytten målet, selvom bolden rammer en modspiller på vejen. Hvis bolden derimod skulle ramme en medspiller på vej mod målet, vil målet blive tildelt den spiller, der sidst rører bolden, hvis bolden ændrer markant retning.«
At den finske angriber nu er krediteret for et ekstra mål, gør kun Teemu Pukki til endnu mere suveræne topscorer i Superligaen. Han er nu oppe på otte mål i de første seks kampe.
Omvendt dumper Andrew Hjulsager i stedet ned på fem sæsontræffere på topscorerlistens andenplads.
