Siden valget i 2011 har den røde blok konsekvent haltet efter de blå konkurrenter i meningsmålingerne, men nu er det slut.

En helt ny måling, som Voxmeter har foretaget for nyhedsbureauet Ritzau, viser, at der nu for første gang i to år er helt dødt løb mellem fløjene. Regeringspartierne og Enhedslisten får tilsammen 49,7 procent af stemmerne, mens 50,2 procent af vælgerne vil stemme på et af oppositionspartierne.

Det går i den rigtige retning, konstaterer Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), men han vil endnu ikke erklære regeringsfløjens nedtur for slut.

»Det er alt for tidligt at drage konklusioner. Vi har været meget langt nede tidligere, så vi er ydmyge,« siger han.

Magnus Heunicke vil ikke kommentere, hvorvidt det er oppositionsleder Lars Løkke Rasmussens (S) rejse- og bilagssag, der har givet den røde blok det seneste rygstød.

»Det vil jeg slet ikke spekulere i. Vi er i gang med et langt sejt træk og vi tager ikke noget for givet,« siger S-ordføreren.

Socialdemokraterne står ifølge Voxmeter-målingen til 23,4 procent af stemmerne, mens Venstre fortsat er det største parti med 25,5 procent. For blot en uge siden stod Lars Løkke Rasmussens parti dog til 28,6 procent af stemmerne.