Ny kritik mod udskældt opholdssted
Medarbejderne på det nordjyske opholdssted Solhaven bruger magt som pædagogisk værktøj, konkluderer en konsulentrapport. Forstanderen er sigtet for vold og sendt på orlov.
Medarbejderne på det nordjyske opholdssted Solhaven bruger magt som pædagogisk værktøj, konkluderer en konsulentrapport. Forstanderen er sigtet for vold og sendt på orlov.
Socialt udsatte unge bliver udsat for en hårdhændet og pædagogisk tvivlsom behandling på det omstridte opholdssted Solhaven i Farsø.
Det er konklusionen på en uafhængig konsulentrapport, bestilt af Vesthimmerlands Kommune, som DR-programmet 21 Søndag har fået indsigt i. I rapporten fra konsulentfirmaet Revas kan man blandt andet læse, at Solhavens medarbejdere ikke møder de unge med respekt og empati og at de ansatte bruger »magtanvendelser som et pædagogisk værktøj«.
Rapporten kritiserer også, at »en del af medarbejderne minder mere om det nogle af de unge er vokset op med og i realiteten er fjernet fra«, oplyser DR Nyheder.
Formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, er rystet over rapporten.
- Det sender jo et klart signal om, at kommunen ikke har gennemført et så effektivt tilsyn i de foregående år, siger han.
Solhavens grundlægger og direktør, Søren Virenfeldt, ønsker ikke at kommentere rapporten. Han vil heller ikke kommentere 21 Søndags oplysninger om, at han giver sig selv en årsløn på 2,4 millioner kroner.
- Det, at man overhovedet kan tjene så mange penge på sådan et område, kan virke underligt. Altså at der overhovedet er denne her privatiseringsmulighed indenfor det her område, hvor nogle mennesker kan tjene mange penge, siger statsautoriseret revisor Lars Kiertzner fra CBS til DR-programmet.
Søren Virenfeldt blev for nyligt sigtet for vold, noget der har fået Vesthimmerlands Kommune til at presse bestyrelsen for Solhaven til at sende ham på orlov.
BNB