Ny krisefond er i hus
Det er lykkedes IMF at skrabe et samlet bidrag på mere end 400 milliarder dollar sammen til at polstre kriseramte lande mod bankerot.
Det er lykkedes IMF at skrabe et samlet bidrag på mere end 400 milliarder dollar sammen til at polstre kriseramte lande mod bankerot.
Den Internationale Valutafond (IMF) er bedre rustet til at imødegå kommende gældskriser. Det slår Valutafondens chef, franskmanden Christine Legarde, fast, efter at det er lykkedes at skrabe intet mindre end 430 milliarder dollar - næsten 2.250 milliarder kroner - sammen, som kan lånes ud til lande i pengenød.
De mange penge skal berolige finansmarkederne om, at IMF har styrke nok til at kunne håndtere fremtidige problemer ovenpå den langtrukne finansielle og økonomiske krise i Europa.
- Dette er yderst vigtigt, nødvendigt og et udtryk for kollektiv beslutsomhed. Vi har de nødvendige redskaber i værktøjskassen, og vi vil bruge dem klogt, sagde Legarde, da det stod klart, at det internationale samfund til sammen vil forpligte sig til at spytte de mere end 400 milliarder dollar i krisekassen.
Tidligere på ugen gik det ellers relativt sløjt med at skrabe nok penge sammen. Men da finansministrene for G20-landene fredag afsluttede et møde i Washington, var der tilfredshed med udfaldet. Blandt de store bidragsydere finder man den samlede eurozone, som har givet tilsagn om et bidrag på 150 milliarder euro. Danmark har besluttet sig for at sende næsten 40 milliarder kroner af sted.
Det svimlende høje tal skal lægges oveni det lånebeløb, som IMF allerede ligger inde med, og samlet kan Valutafonden efter de nye tilsagn nu låne omkring 5.000 milliarder kroner ud til lande, der skal sikre mod fallit. Men selvom det lyder som et svimlende beløb, så er det ikke nødvendigvis nok til at redde Spanien og Italien, hvis begge lande fortsætter den økonomiske nedtur, frygter økonomer.
Bestræbelserne på at rejse de mange penge udstillede endnu en gang uoverensstemmelserne inden for IMF-samarbejdet. USA og Canada har vægret sig mod at skyde penge i IMFs pengekasse og har i stedet forsøgt, at få Europa til at bidrage mere.
Samtidig udtrykte de fire lande, som hver især ikke har ønsket at offentliggøre, hvor meget de bidrager med - BRIK-landene Kina, Rusland, Indien og Brasilien - alle skepsis over at sende flere penge til IMF, så længe valutafonden ikke vil give dem mere indflydelse på samarbejdet.