Det er ikke mere end fem måneder siden, at Alex Iwobi senest skrev under på en forbedret kontrakt i Arsenal.

Nu har han allerede gjort det igen. Det skriver Mirror.

For siden oktober har den 19-årige i den grad gjort indtryk i London-klubben.

Han har spillet mod FC Barcelona i Champions League, han har fået masser af spilletid i Premier League, og så har han ikke mindst scoret i sine seneste to kampe.

I den nye kontrakt er også indlagt en pæn lønforhøjelse, en tredobling af udbyttet. Fra 10.000 pund om ugen til 30.000 pund om ugen.

Det vil sige, at Alex Iwobi nu kan se frem til en årsløn lige omkring 15-16 millioner kroner (til sammenligning er det dog stadig mindre end Nicklas Bendter i Wolfsburg).

Samtidig bliver kontraktens udløb rykket fra 2019 til 2021.

Alex Iwobi er startet inde i fire af de fem seneste kampe i Arsenal, og han fik et stående bifald, da han i weekenden blev skiftet ud i Premier League-kampen mod Watford.

»Tilhængerne har set mange gode spillere gennem årene, og de kan straks se, når nogen har noget helt specielt. Det vil de gerne anerkende. Man kan ikke snyde dem – de har set, hvor hurtigt Alex har forbedredet sig og hvor godt, han har spillet,« sagde Arsenal-manager Arsene Wenger i den forbindelse ifølge Arsenal Player.

Han sagde videre om akademi-spilleren, der først i sommer for alvor blev en del af førsteholdstruppen:

»Det er overraskende, hvor hurtigt han er blevet en integreret del af vores spil. Han har været med siden begyndelsen af sæsonen, og han er vokset, har fået mere selvtillid og har haft indflydelse lige med det samme,« sagde Arsene Wenger.

Alex Iwobi har også fået debut på det nigerianske landshold.