En helt ny form for litteratur får danmarkspremiere på fredag. Teksterne kaldes »journalistiske noveller«, og beskrives bedst som en mellemting mellem en magasinartikel og en bog.

- På en enkelt aften eller eftermiddag på stranden kan man nå at læse en hel god, underholdende og spændende historie, fortæller Lea Korsgaard, der er en af de fire journalister bag initiativfirmaet Zetland.

Firmaet vil nedbryde det klassiske skel mellem lettere kulturhistorier i den underholdende genre og tunge dybdeborede artikler i den lidt tørre afdeling, fortæller Korsgaard, der selv har en fortid på blandt andet Politiken.

- Vi ser ikke nogen forskel mellem det alvorlige, tunge og oplysende og på den anden side det velskrevne, medrivende og underholdende, siger hun og tilføjer:

- Det skal være »a good read« også selvom det handler om fx finanspolitik.

Formatet bliver den overordnede ramme, imens indholdet kommer til at sprede sig bredt. Den første historie, der udkommer på fredag, handler om den danske adel anno 2012. Af andre historier i pipelinen handler én om ADHD-epidemi i Danmark og en anden om mænds forhold til andres tissemænd.

- Vores ambition er at prøve formatet af og se, hvad det kan holde til, siger Lea Korsgaard.

Umiddelbart skulle der være masser af potentiale i projektet. Ikke mindst set i lyset af at heftigt voksende tablet-marked i Danmark.

- I sommeren 2011 havde 220.000 danskere anskaffet sig en tablet. Nu siger folk, at der er 360.000-400.000 og måske endda flere, siger Lars Kabel, fagmedarbejder og lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han arbejder med udvikling af iPad-medier og er en af mændene bag et større forskningsprojekt på området, byens digitale liv.

Men han understreger, at langt de fleste bruger deres iPads og tablets til almindelig internetsøgninger, og at de smarte dimser først og fremmest bliver brugt til hurtige nyheder. Han afviser dog ikke, at et længere format også kan leve på de digitale skærme.

- Målinger viser, at iPads’ene bliver brugt mere i stuen, end man havde regnet med. Det tyder på, at der er nogen, der også vil tage sig tid til at læse lidt længere, vurderer han.

Forudsætningen for succes er, at man udnytter de unikke muligheder, som lige præcis iPads og tablets giver.

- Hvis man kan udnytte navigationsmulighederne, æstetikken og det interaktive potentiale, så er iPaden en god mulighed, siger Kabel.

En tablet giver blandt andet mulighed for både at »swipe« og »scrolle«, og på den måde kan man læse både hen ad og ned ad.

- Derfor skal fortællingen bygges anderledes op, end når man skriver til papir, siger Lars Kabel. Han arbejder i øjeblikket på en ny fortællemodel, der tager højde for navigationsmulighederne på iPads og tablets.

Men også det æstetiske skal udnyttes i form af levende billeder og fede stillfotos, og sidst men ikke mindst viser forskningsresultaterne, at den interaktive del er vigtig.

- De skal skabe »community« omkring det. Skabe et univers omkring det, så der er ekstra »value« og hente, siger han.

Der eksperimenteres allerede med de journalistiske noveller i USA. Amazon.com er et af de medier, der tilbyder singler, men også andre medier har afprøvet formatet - og med held ifølge Zetland. Nu vil Zetland teste det på dansk jord.