Steve De Ridder var en slagen mand efter nederlaget på 0-3 til Hobro. Som en af få FCK'ere kunne han være sin indsats nogenlunde bekendt, og belgieren var flere gange tæt på at score, men uden held.
Måske havde han flere kræfter end holdkammeraterne, da De Ridder ikke selv var en del af midtugetriumfen mod Dnipro, men det var langt fra nok til at gøre noget ved Hobros store sejr. Og han tog det ikke pænt efterfølgende.
- Jeg er flov. Vi taber 3-0 på hjemmebane.
- Jeg er meget skuffet. Vi skabte et par chancer, men brændte. Defensivt ser vi sårbare ud. Vi skal arbejde på det til træning og bevise over for fansene, at vi fortjener at være her, sagde Steve de Ridder.
Det var igen efter en flot præstation fra modstanderholdet, at det nye FCK-hold faldt sammen og præsterede jammerligt i Superligaen. Det var et fokuspunkt inden kampen, fortalte FCK-spillerne, men det hjalp ikke synderligt på præstationen mod Hobro.
- Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg har ikke spillet en europæisk kamp. Det er åbenlyst, at vi som hold ikke kan klare det. Nu er vi nødt til at forbedre os, for vi har to flere europæiske kampe snart.
- Hvis du vil have svar, skal du ikke komme til mig. Jeg spillede ikke europæisk i denne weekend. Jeg var frisk og forsøgte at gøre, hvad jeg kunne, men det var ikke nok, sagde Steve de Ridder.
FC København har næste Superliga-kamp allerede på fredag, hvor FC Midtjylland venter på hjemmebane. Denne gang uden en europæisk midtugekamp inden.
