Hurtigt som et lyn i 90erne. Langsom som en snegl i det nye årtusinde. Der er næsten ingen af det forrige årtusindes hurtigste løbere på mændenes 100-meter tilbage i top 25 over de hurtigste tider nogensinde.
Usain Bolt topper listen med den nuværende verdensrekord på 9,58, men først er stykke længere nede finder man det 20. århundredes hurtigste mand: Amerikaneren Maurice Green med sin daværende verdensrekord i tiden 9,79.
Selv samme Green har den eneste anden 90'er-placering i top 25 med en tid på 9,80.
Det er specielt de seneste års jamaicanske dominering, der har luget godt og grundigt ud blandt fordums superløbere.
Således er de sidste 23 tider på det anerkendte, amerikanske løbemagasin Track & Fiels News' liste over de hurtigste nogensinde, sat mellem 2007 og 2012, og det er Usain Bolt, Asafa Powell, Tyson Gay og Yohan Blake, der har sat dem alle.
Om verdensrekorden bliver slået ved aftenen 100-meter kan man kun gisne om, men sikkert er det, at en stor del af de deltagende løbere ville have givet 90erne baghjul.
