DBUs nye administrerende direktør vil have et langt mere åbent forhold til offentligheden, og det skal smitte af på landsholdet.
Smid det triste image væk og mød fodbolddanmark med et åbent sind. Nogenlunde sådan lyder et af Claus Bretton-Meyers første budskaber i sin nye rolle som administrerende direktør i DBU.
- Vi må vende den om og tage ansvar for, at vi enten signalerer vores gode historier bedre, eller børster støvet af skuldrene og så strækker os fremad i forhold til det modtagerorienterede, siger Claus Bretton-Meyer til bt.dks fodboldmagasin, Mandagstræner.
Her forklarer den nye DBU-chef om sin vision for unionen og dens landshold. Et af de vigtigste elementer er en langt større opbakning end i dag. I løbet af årene er DBU blevet for stift og umedgørlig. Før Claus Bretton-Meyers tiltrædelse i Dansk Boldspil-Union stillede han sig selv et spørgsmål.
’Hvorfor er man ikke mere åben og måske mindre forsvarende over for de ting, man har?’
I fremtiden skal der altså kommunikeres tydeligere, og signalerne fra det nye DBU er ikke til at tage fejl af. Som noget af det første i sit nye job valgte Claus Bretton-Meyer i sidste uge at fyre unionens kommunikationschef gennem mere end 22 år, Lars Berendt.
- Helt naturligt må en organisation kigge på den måde, den kommunikerer på og se, om den muligvis skal gøre tingene lidt anderledes. Det, jeg gerne vil med denne handling, er, at signalere en ny og frisk start i forhold til vores kommunikation, som naturligt vil være den del af den strategi, vi skal føre ud i fremtiden.
Kan den nye ledelsesstil betyde, at vi fremover vil opleve danske A-landsholdsspillere agere mere åbent i forhold til medierne?
- Det vil jeg bestemt ikke afvise. Jeg vil i god ro og orden sætte mig ned med Morten Olsen og få snakket de her ting igennem, og jeg vil på det her punkt lytte rigtig meget til, hvad han har at sige, og så vil jeg holde det op i forhold til nogle af de opfattelser, der er i vores omverden. Så finder vi ud af, hvordan det skal håndteres, siger Claus Bretton-Meyer og fortsætter.
- Jeg vil ikke love noget som helst, men jeg tror, det er vigtigt at sige, at det at fansene føler sig tættere på alt, hvad vi gør, er en vigtig forudsætning, siger DBUs administrerende direktør.
I slutningen af 2008 fik DBU lavet en analyse, og resultatet har siden hængt ved unionen. Dengang blev DBU kaldt for blandt andet støvet, gammeldags, bureaukratisk og konservativt. Når en tilsvarende analyse laves igen, håber Claus Bretton-Meyer på et mere positivt udfald.
- Jeg vil håbe, at dem, man nu spørger, vil sige, at DBU er blevet mere tilnærmelig, at vi helt overordnet udviser og udlever vores passion langt højere, og at vi forhåbentlig har endnu flere folk, der vil føle sig endnu mere loyale over for alt, hvad vi gør, siger han.