Frederik Andersen blev i nat kåret som 1st Star, da Anaheim Ducks besejrede Florida Panthers 3-2 efter straffeslag. Og så fik Jannik Hansen i Vancouver Canucks personlig succes, da han scorede i sit holds 2-3-nederlag til Pittsburgh Penguins.
Forleden blev den danske NHL-målmand med kælenavnet ’Freddie’ kåret til kampens næstbedste spiller, men i nat steg den store dansker et skridt op af succes-stigen.
Den 26-årige dansker afgjorde kampen for Anaheim Ducks hjemme i Honda Center, da han reddede et afgørende straffeslag fra Floridas Jonathan Huberdeau. Den ordinære kamp og forlænget spilletid var endt 2-2, så spændingen blev bevaret til det sidste.
Frederik Andersen havde 23 redninger og endte med en redningsprocent på 92. Efter 10 kampe har danskeren en redningsprocent på 93,4. Anaheim Ducks er nu på 13. pladsen i Eastern Conference.
Længere op af den amerikanske vestkyst var Jannik Hansen i aktion for sit canadiske hold Vancouver Canucks. Den 29-årige dansker fik reduceret til 2-3 med godt ét minut tilbage af den ordinære spilletid mod Pittsburgh Penguins. Det var dog for sent, så pingvinerne kunne rejse hjem til USA med to point. Jannik Hansen blev oven i købet også kåret til kampens 2nd Star.
Den flotte kamp bringer danskerens pointtotal op på 6 (3+3) point efter 13 kampe. Vancouver indtager 7. pladsen i Western Conference.
19-årige Nikolaj Ehlers’ Winnipeg Jets vandt ude 4-2 over Toronto Maple Leafs, og den unge dansker endte på flotte +2 i +/- statistikken.
Nikolaj Ehlers står samlet noteret for 9 (4+5) point efter 13 kampe efter en yderst fornem start på sin NHL-karriere. Winnipeg Jets er på 3. pladsen i Western Conference.