Kravet inden herrernes curlingkamp mod Schweiz var soleklart: Vind eller forsvind. Danskerne tabte desværre kampen med 9-3, og det er nu umuligt at nå ædelt metal ved OL i Sotji.

Det krævede en sejr i kampen mod Schweiz og i de resterende to kampe, hvis danskerne overhovedet skulle gøre sig forhåbninger om en plads i semifinalen. Men med dagens nederlag er det umuligt at nå slutspillet under legene i Rusland.

Med kampens vigtige betydning in mente var det noget af en chokstart, der da også rystede danskerne gevaldigt. Schweizerne bragte sig nemlig foran med 4-0 allerede i første ende, og ikke før femte ende lykkedes det danskerne at sætte point på tavlen til pausestillingen 2-4 på en flot spillet sten af den 25-årige skipper Rasmus Stjerne.

Men Rasmus Stjerne, Johnny Frederiksen, Mikkel Poulsen, og Troels Harry kom sig aldrig efter den dårlige start, og det var som om, at det meste mislykkedes for danskerne. I sjette ende scorede et velspillende schweizisk mandskab to gange og lagde igen pres på danskerne, og de afgjorde kampen i ottende ende til 9-3 med tre scoringer.