Ny bog skal hjælpe syge i dagpengeland
22 personer fortæller i en ny bog om livet på sygedagpenge - og det er ikke let. Deres erfaringer skal nu hjælpe andre sygemeldte med at forstå og overkomme reglerne.
22 personer fortæller i en ny bog om livet på sygedagpenge - og det er ikke let. Deres erfaringer skal nu hjælpe andre sygemeldte med at forstå og overkomme reglerne.
Når jeg bliver syg, så tager samfundet sig nok af mig. Det er en udbredt opfattelse hos danskerne, men det er ikke virkeligheden, påpeger forfatteren bag en ny bog, der skal forberede sygemeldte på tiden som »en socialsag« i dagpengesystemet.
- Vi ved ikke, hvordan vi bliver behandlet som syge af samfundet, før vi står i situationen. Vi har en stram lovgivning, som ikke lever op til de forventninger, mange har om, at når man er syg, så tager samfundet sig nok af mig. Man skal pludselig begynde helt forfra, siger forfatteren til bogen »På Sygedagpenge«, Ulla Nygaard.
I sine 30 år som arbejdsmarkedsjournalist har hun mødt mange sygemeldte - og indtrykket er klart:
- En ting er at blive syg og revet væk fra arbejdslivet, en anden er, at du skal stå skoleret ved kommunen. Mange føler sig nedgjort af systemet, fordi de bliver en social sag frem for en person. Et nummer i køen, siger Ulla Nygaard, der på baggrund af samtaler med 22 personer på sygedagpenge kommer med en række råd i bogen, som udkommer mandag.
- Et godt råd et at finde sig en hjælper. Det kan være en personalekonsulent eller tillidsrepræsentanten - en man kan snakke med og som måske kender reglerne. Og så skal man indstille sig på, at sygedagpengene ikke varer evigt. Det kom bag på rigtig mange af dem, jeg har talt med, siger hun.
Som hovedregel kan man højst få sygedagpenge i et år, og i den periode har kommunen pligt til at forsøge at aktivere dig. Efter tre måneder får den sygemeldte en sagsbehandler, som der skal holdes møder med jævnligt.
Ulla Nygaard lægger ikke skjul på sin utilfredshed med systemet på baggrund af interviews med sygemeldte, og derfor vil hun tirsdag morgen forære et eksempler af bogen til alle politikere i Folketingets beskæftigelsesudvalg.
- Mit håb er, at den her bog giver anledning til politisk debat. Til efteråret skal sygedagpengesystemet jo reformeres, og jeg håber, at politikerne vil kigge på det her stykke virkelighed og tænke over, om det nu er den rigtige måde, vi gør det på. Lovgivningen er meget stram, og kommunerne har ret frie fortolkningsmuligheder, som betyder, at de håndterer syg borgere meget forskelligt, siger Ulla Nygaard.