Der var ellers på forhånd sået tvivl om at hans evne til at tage skridtet op til verdens bedste liga efter trænerprojekter i Spanien og Rusland med mere eller mindre succes, der alle endte med en dør, der blev smækket i.

Erfaring er et parameter, et andet er viljen til at holde fast i sit spilkoncept og nidkært tro på egne ideer.

Det forklarer flere af hans samarbejdspartnere i bogen: ’Michael Laudrup – En Gentleman I Nye Klæder’.

- Det er, fordi vi er den helt rigtige klub for ham. Jeg tror, at det er så simpelt, forklarer Swanseas bestyrelsesformand Huw Jenkins i bogen:

- Også timing er naturligvis vigtig for en manager. Basen var i orden, da han kom, og alle var fra start med på missionen om at ville spille god fodbold. Kernen på holdet har været her længe og ved præcis, hvad de skal gøre. Selv en udlænding som Ángel Rangel har været her i fem år. Michael skulle ikke ændre en hel masse, og på nogle områder skulle han slet ikke gøre noget så drastisk, som det har været nødvendigt i nogle af hans tidligere klubber. Han kunne gå i gang med at spille fodbold fra dag ét.

Med et fasttømret spilkoncept følger som regel fordelen ved at have stor tillid til nøglespillere. Hvad havde Jose Mourinhos første trænerperiode i Chelsea været uden Frank Lampard? Det er ikke uden grund, at portugiseren ihærdigt forsøgte at hente englænderen med til både Inter og Real Madrid.

En af Michael Laudrups indkøb i Swansea var hollandske Jonathan de Guzman. En spiller som han også med stort held anvendte i tiden på Mallorca, hvorfor Villarreal købte midtbanespilleren. Her havnede han på bænken, men da Michael Laudrup hentede ham til Swansea klikkede det igen på grønsværen for de Guzman med udtagelse til det hollandske landshold til følge.

- Ud af alle de trænere, jeg har haft, er Michael formentlig den eneste, som virkelig forstår mig som spiller. Og han bruger mig på den rette position, siger Jonathan de Guzmán i bogen.

En spiller til den rette position og den rette spillestil. Det er definerende for hele Michael Laudrups måde at tænke fodbold på, forklarer Erik Larsen. Han har fulgt Michael Laudrup som assistent og scout siden tiden i Brøndby IF.

- Nogle gange spiller Michael fra start med Leon Britton, Jonathan de Guzmán, Nathan Dyer, Pablo Hernández og Wayne Routledge – altså halvdelen af holdet – og de er alle sammen under eller lige omkring 1,70 meter. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre i Premier League?, siger Erik Larsen og giver selv svaret i bogen:

- Det kan det kun, hvis man har en defineret spillestil.

Han fortsætter:

- Hvis man havde spurgt andre managere og eksperter inden sæsonstarten, havde de alle sagt, at det ikke kan lade sig gøre. Men det kan det, og derfor synes jeg, Michael er en god træner. Michael ved, hvad han vil, han lægger sin plan derefter, og han flytter tingene. Han ligger ikke under for normer eller for folk, der siger, hvad man kan eller ikke kan. Hvad man skal eller ikke skal. Michael tror på sin plan.

Tro kan måske ikke flytte bjerge, men det kan flytte et hold på fodboldbanen.

Bogen 'Michael Laudrup - En gentleman i nye klæder' udkommer 30. oktober.