Lørdag vil regeringen, Venstre og Konservative skrive under på en ny aftale, der reformerer fleksjob- og førtidspensionsordningerne.

Det er forventningen hos Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, der klokken 16 sætter sig til forhandlingsbordet med regeringens repræsentanter. Og de får stor ros fra V-ordføreren.

- Regeringen har været meget imødekommende over for vores input. Vi har peget på en række knaster, som er blevet fjernet. Det gælder først og fremmest fleksjobbernes tvungne medlemskab af en a-kasse, som nu er væk, fortæller Ulla Tørnæs.

Ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger bliver provenuet af reformen på 1,9 milliarder kroner. Pengene skal blandt andet anvendes på forskning og uddannelse, men skal også være med til at sikre, at regeringen kan holde sit løfte om en offentlig forbrugsvækst på 0,8 procent om året frem mod 2020.

BNB