Skattereform og lønudvikling udhuler værdien af dagpenge, viser analyse. Politikerne risikerer at lave større forringelser end tiltænkt, lyder det fra AK-Samvirke.

I fremtiden må danskere på dagpenge indstille sig på, at der er lidt færre penge at gøre med i hverdagen.

På grund af lønudviklingen og skattereformen fra 2012 er dagpengesatsen nemlig på vej til at blive udhulet markant, viser en undersøgelse fra AK-Samvirke.

Udviklingen gør, at en dagpengemodtager i 2023 kun vil kunne få det, der svarer til 11 måneders dagpenge i løbet af et år.

Selv om udhulingen af dagpengene betyder en samlet årlig besparelse i 2023 på tre milliarder kroner, er det en uheldig udvikling, lyder det fra Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke.

»Der er allerede vedtaget beslutninger, som helt automatisk forringer værdien af dagpengene markant. Hvis ikke man fra politisk side tager udgangspunkt i den udvikling vores nye tal viser, risikerer man at lave langt voldsommere forringelser, end man ønsker,« siger Verner Sand Kirk.

Han henviser til, at Dagpengekommissionen mandag præsenterer bud på, hvordan et nyt dagpengesystem kan udformes. Og her kan diskussionen om størrelsen på dagpengesatsen blive central, påpeger Verner Sand Kirk.

»Analysen viser, at det i forbindelse med en kommende dagpengereform ikke er retvisende at tage udgangspunkt i, hvad de aktuelle dagpengesatser er,« siger han og opfordrer politikerne til at sørge for, at folk ikke vælger A-kassesystemet fra.

»Det er vigtigt, at det fortsat er attraktivt at forsikre sig mod ledighed. Hvis en løsning af, hvor mange der mister retten til dagpenge, skal finansieres ved forringelser andre steder i dagpengereglerne, er der risiko for, at folk vælger A-kassen fra,« siger han.

Massiv flugt fra A-kassesystemet er set i Sverige i 2007 og 2008, hvor A-kasserne mistede 500.000 medlemmer. Det skete ifølge Verner Sand Kirk, fordi man satte kontingenterne kraftigt op og forringede ydelsen.

»Det har svenskerne nu fortrudt, og man har sat kontingentet ned igen og satserne op,« siger han.