Ny aftale på plads for Afghanistan efter 2014
Barack Obama er ganske uventet rejst til Afghanistan for at underskrive en samarbejdsaftale med afghanerne.
Barack Obama er ganske uventet rejst til Afghanistan for at underskrive en samarbejdsaftale med afghanerne.
Tirsdag aften ankom USAs præsident Barack Obama på et overraskelsesvisit i Afghanistan, hvor han har underskrevet en ny strategisk partnerskabsaftale. Den opridser fremtiden for det afghansk-amerikanske samarbejde efter 2014, hvor de sidste kamptropper skal forlade det uroplagede land. Ifølge amerikanske embedsmænd vil USA udnævne Afhanistan til en særlig allieret.
Obama indgik aftalen med den afghanske præsident Hamid Karzai i hovedstaden Kabul. Begge præsidenter har godkendt aftalen, som Obama senere vil uddybe over for det amerikanske folk i en TV-transmitteret tale. Her ventes Obama at sige, at krigen i Afghanistan, der begyndte tilbage i 2001, slutter under hans vagt. Men det gør de amerikanske forpligtelser over for Afghanistan ikke, vil han samtidig understrege.
Den amerikanske præsident har understreget, at alle Afghanistans problemer ikke hører op, når NATO-styrkerne trækker sig ud af landet. Der venter landet nogle svære dage - men nu tager det afghanske folk kontrol over deres egen fremtid, understreger Obama.
Forholdet mellem USA og Afghanistan har igennem længere tid været ganske anstrengt. Amerikanske Koran-afbrændinger og en massakre på 17 civile, som angiveligt blev begået af en amerikansk soldat, har sat de to landes forhold på en prøve.
Obamas kampagnestab ser også besøget i Afghanistan som en unik mulighed for at kickstarte en debat om hans udenrigspolitiske sejre frem mod præsidentvalget i november senere på året. Derfor er det angiveligt ikke et tilfælde, at overraskelsesvistittet falder sammen med årsdagen for USAs pågribelse af verdens mest eftersøgte mand, terrorlederen Osama bin Laden. Den pågribelse opfattes som en af Obamas største sejre, og han har brug for at minde amerikanerne om, at den skete på hans vagt.
Hans udfordrer ved det kommende præsidentvalg, republikaneren Mitt Romney, har beskyldt Obama for at politisere drabet på terrorlederen.