Overmedicineringen af kræftpatienter på tre danske sygehuse kan være skyld i langt flere dødsfald end hidtil kendt.
31. januar meldte Aarhus Universitetshospial, Odense Universitetshospital (OUH) og Sygehus Lillebælt i Vejle ud, at 99 kræftpatienter ved en beklagelig fejl havde fået for store mængder kemo.
I Aarhus fortalte ledelsen, at tre patienter kunne være døde af overmedicineringen af det stærke celledræbende stof cabazitaxel, mens sygehusledelsen i både Odense og Vejle har afvist, at nogen patienter er døde eller haft værre bivirkninger på grund af fejlen.
Men antallet af dødsfald på grund af overmedicinering kan vokse drastisk.
Patienterstatningen oplyser i en mail, at 15 ud af i alt 25 anmeldelser om erstatning vedrører nu afdøde kræftpatienter.
Dermed skal Patienterstatningen de næste måneder tage stilling til om disse kræftpatienters dødsfald har nogen sammenhæng med, at de har fået 16-20 procent større doser med kemomedicinen.
BT har i en artikelserie beskrevet særligt OUHs håndtering af sagen. Avisen har afdækket, hvordan lægerne på OUH for flere år siden var advaret om, at de gav patienterne en upræcis mængde medicin samt, hvordan sygehusledelsen forsøgte at holde overmedicineringssagen skjult for patienter og offentligheden.
Af de i alt 25 anmeldelser om skader på grund af overmedicineringen kommer 17 fra Aarhus, syv fra Odense og en enkelt fra Vejle. Det fremgår ikke, hvor mange af sagerne med døde patienter, der kommer fra hvert enkelt hospital.
Administrerende direktør på OUH Jane Kraglund afviser fortsat, at nogen er døde i Odense.
- Det vi skal huske på, er, at patienterne, der tilbydes behandling med cabazitaxel ofte får stof, der kan forlænge livet i få måneder, så det er ikke så mærkeligt at dødstallet er så stort, siger hun.
Formanden for Patientforeningen Erik Bach finder hele forløbet stærkt kritisabelt.
- Jeg kan konstatere, at der hidtil har været afdækket et meget uskønt forløb, og viser det sig, at antallet af døde på grund af overmedicineringen har været holdt skjult, så bør det koste job. Men jeg er meget glad for, at både patienter og pårørende får prøvet deres sag hos Patienterstatningen, siger han.
Ind til videre har Patienterstatningen kun afgjort fire ud af de 25 anmeldelser. Alle vedrører kræftpatienter, der fortsat er i live.
En sag er anerkendt som skade, fordi de forhøjede doser har forværret patientens sygdomsforløb i en længere periode, hvilket bringer erstatningen op over de 10.000 kroner, som er lovens minimumsgrænse.
