Michael Laudrup blev tilbudt jobbet som landstræner for Danmark, men han følte sig ikke 100 procent parat til jobbet, og derfor sagde han nej.
Dansk Boldspil-Union (DBU) ville gerne have haft Michael Laudrup som afløser for Morten Olsen som landstræner. Men Michael Laudrup endte med at sige nej.
»Til et så betydningsfuldt job som landstræner i Danmark skal man være 100% sikker i sit valg og samtidig også parat til at opfylde alle de krav, som bliver stillet, på og især udenfor banen. At være landstræner i dag er nemlig ikke kun at forberede Danmarks 11 bedste spillere til den næste kamp,« skriver Michael Laudrup i en e-mail til Ekstra Bladet, hvor han samtidig bekræfter, at DBU tilbød ham landstrænerjobbet.
»Så jeg gik og spekulerede et stykke tid over tingene. Jeg vil gerne indrømme, at det var et meget vanskeligt valg, men i sidste ende valgte jeg altså at takke pænt nej,« skriver Michael Laudrup om sine overvejelser.
Michael Laudrup tilføjer, at han i hele forløbet har holdt lav profil i forhold til jobbet som dansk landstræner, fordi Morten Olsen i første omgang var i jobbet. Og da Morten Olsen efter landskampene i sidste uge ikke længere havde jobbet, var det ikke Michael Laudrup, der søgte jobbet. Derfor måtte DBU komme til ham - og ikke omvendt.
DBU har meddelt, at man satser på at præsentere en ny landstræner inden årets udgang. Nordmanden Åge Hareide - der i øjeblikket er træner i den svenske klub, Malmö FF - synes at være favoritten.