Den danske journalist og radiovært René Fredensborg bryder nu endelig stilheden, efter han er havnet i en sand shitstorm på baggrund af sin klumme i Berlingske, hvor han langede ud efter danske kvinder og fortalte, hvorfor han havde valgt en asiatisk kone.

I en klumme for kommunikationsforum.dk, skriver han, hvor voldsom en 'shitstorm' hans debatindlæg har affødt:

'JEG er en taber, et skvat, en player, et pattebarn, en voksenbaby, en luderkunde, en kvindehader og en sær form for impotent-imperialistisk mors dreng. Blot for at citere et par af de gloser, der angiveligt er hældt ud over min crazy personality i ugen, der gak agurk,' indleder han sin klumme på kommunikationsforum.dk

I sin oprindelige klumme fortalte René Fredensborg, at hans og Shines forhold kører efter en ’urgammel form for ligestilling’ – hun håndfodrer ham, vasker ham, stryger og lægger hans tøj sammen. Omvendt, så klarer René Fredensborg forskellige ærinder for hende, kører hende rundt, og betaler for hendes ting.

Og samtidig revsede han de danske kvinder:

’Ja, undskyld, hvis jeg generaliserer lidt her, jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra egen erfaring. Det er dog ikke noget nyt, at vi er nogle, der drager mod øst, fordi danske kvinder simpelthen er umulige at have med at gøre. Det er heller ikke noget nyt, at vestlige kvinder generelt ser ned på asiatiske kvinder og de mænd, der falder for netop dem,’ skrev René Fredensborg i sin klumme med henvisning til, at den moderne, danske kvinde ikke bryder sig i om at blive udfordret på sin kønskamp.

Det affødte, som han forudså, en enorm hær af arrige kvinder, der stod i kø for at skrive den ene klumme efter den anden om, hvor forkert hans forhold var.

Blandt andet skrev Sanne Cigale Benmouyal, cand.mag. i dansk og historie i en klumme i Berlingske:

»Jeg er, som dig, heller ikke ubetinget fan af den tydelige optegning, der er mellem kønnene pt, men jeg er heller ikke fan af dit kamikazeprojekt. For så kan vi lige så godt give op på hinanden og grave to store huller og gøre klar med popcorn og våben. Den kønskamp, du selv bidrager til i din opsang til den danske kvinde, tegner til at blive en lang skyttegravskrig, og jeg vil sgu ikke være med. Jeg siger »ned med våbnene«.

Derudover skrev Sarah Røjkjær Knudsen, elev i 8. klasse, Frb. C. i et læserbrev i Berlingske:

'Sandheden er, at det er ikke de danske kvinder, der er umulige. Du stiller bare for mærkelige krav. Det afslører du, når du skriver med begejstring om, hvordan Shine håndfodrer dig, vasker dig, vasker dit tøj, lægger dit tøj sammen, og hvordan hun viser dig omsorg. Jeg er ked af at sige det, men jeg tror, at du har taget din mor med hjem fra Filippinerne,' skrev hun.

René Fredensborg er overrasket over, at han skal belæres af en 14-årige pige i Berlingske:

'Men måske er det faktisk sagens kerne. At nu skal vi også rumme mini-feminister, der på trods af absolut zero erfaring med parforhold mener at kunne kloge sig på omsorg, kærlighed og ligestilling i en landsdækkende avis,' skriver han og slutter af med at tage luften ud af den ballon, hvor hans kone er blevet beskyldt for at være en 'købekone,':

'Er det her, at jeg skal understrege, at Shine er en helt moderne kvinde i sneakers, der ikke føler sig underdanig og naturligvis ikke har taget mig for pengenes skyld? Jeg fik spørgsmålet på P1 i går. Hvordan jeg kunne vide, om hun tog mig for kærlighed eller for at forbedre sine levevilkår?,' skriver han.