Rygterne om at Gareth Bale skulle være på vej hjem til Storbritannien fra Real Madrid bliver nu en gang for alle punkteret. Både Manchester United og Chelsea skulle angiveligt være parat til at slå transferrekorden for sikre sig den lynhurtige waliser, men han er tilsyneladende ikke selv synderligt interesseret i at vende hjem til Premier League.

Tirsdag fastslog Real Madrids præsident Florentino Perez, at hverken Bale eller Cristiano Ronaldo skal nogen vegne ligegyldigt hvor høje bud, der måtte komme udefra. Og nu fastslår Gareth Bale, der i øjeblikket er på en tur til Dubai sammen med resten af Real-holdet, en gang for alle, at han bliver i Madrid:

»Skifte til Manchester United? Jeg meget tilfreds i Madrid, en by, et klima og en klub, som jeg elsker. Min kontrakt udløber i 2019, og jeg kunne også skrive under på en forlængelse. Jeg er meget glad for at være i Madrid, og jeg håber på at vinde mange flere titler fremover,« siger han til Dubai TV.

Den tidligere Tottenham-spiller kom til Real Madrid i sommeren 2013 for et transferbeløb på niveau med den verdensrekord, som Cristiano Ronaldo-handlen satte, da portugiseren skiftede fra Manchester United til Real Madrid. Efter en begyndelse, der blev ødelagt af skader, har Gareth Bale etableret sig som en af de bærende kræfter på det Real-mandskab, der i sommer vandt Champions League, og som med en kamp i hånden fører Primera Division et enkelt point foran Barcelona. Senest har Real Madrid også vundet VM for klubhold ved at besejre argentinske San Lorenzo i finalen.