Københavns Kommune indleder projekt med motion i arbejdstiden for plejepersonale. I Aarhus Kommune vil man følge erfaringerne og har allerede sat gang i lignende tiltag.

Få pulsen op og sved på panden på jobbet - og hold længere tid på arbejdsmarkedet.

Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (SF), vil gøre træning til en del af arbejdsdagen i kommunens ældrepleje for at forhindre, at medarbejderne bliver nedslidt. Og i Aarhus vil man følge erfaringerne tæt.

I samarbejde med fagforeningen FOA, der repræsenterer landets sosu-medarbejdere, sætter hovedstaden således gang i et pilotprojekt, som omfatter 11 plejehjem, hvilket svarer til en gennemsnitlig mellemstor kommune.

Her skal alle ansatte have sundhedssamtaler og træne tre timer ugentligt i arbejdstiden i et intensivt 10 ugers forløb, hvorefter træningen efterfølgende fortsætter med tre gange 20 minutters ugentlig træning i arbejdstiden. På sigt skal projektet så udbredes til alle sosuer, rengørings- og køkkenmedarbejderne med hårdt fysisk arbejde i kommunens ældrepleje.

- De fleste af vores medarbejdere er relativt kortuddannede kvinder, men deres arbejde er ligeså livsvigtigt som mandefagenes – og meget fysisk krævende. Det betyder, at de let bliver nedslidte, hvis ikke de er i fysisk form til arbejdet. Det er ikke en luksusting men en nødvendighed, at vi tilbyder træning og sikrer, at de varme hænder kan blive længe på arbejdsmarkedet og give omsorg til borgerne, siger Ninna Thomsen.

I Aarhus vil fungerende sundheds- og omsorgsrådmand Thomas Medom (SF) følge erfaringerne fra hovedstaden tæt.

- Jeg er meget optaget af Sundhedsborgmesterens indsats for at øge arbejdsglæden og livskvaliteten for medarbejderne, og vi vil følge initiativet rigtig tæt. De åbenlyse gevinster ved mere motion vil være mindre sygdom og gladere medarbejdere, siger han uden dog at lægge sig fast på, om Aarhus vil kopiere initiativet.

- Det er for tidligt at sige, om vi vil gennemføre noget lignende i Aarhus, da vi først skal have en dialog med medarbejderne og have kigget på økonomien, men jeg synes, det er et klogt forslag, siger han.

Kommunen har dog allerede selv iværksat tiltag, der har fokus på motion i den lokale hjemmepleje.

- Vi arbejder allerede med et stort styrkeprogram med fokus på træning på arbejdet, og med at så mange som muligt cykler i hjemmeplejen. Blandt andet har vi indført el-cykler, der har en lille motor, der kan bruges i stærk modvind eller op ad bakke, siger Thomas Medom.

Aarhus Kommune har således fået syv millioner kroner af Forebyggelsesfonden, så man i 2013 og 2014 kan tilbyde de ansatte i plejesektoren styrketræning med henblik på forebyggelse af muskel- og skeletbesvær, som ifølge Thomas Medom er den betydeligste årsag til nedslidning inden for ældreområdet.

Flere undersøgelser viser ifølge Københavns Kommune, at arbejdsgiverbetalt motion bliver positivt modtaget af medarbejderne. Langt størstedelen af de ansatte vil gerne være med, hvis træningen ligger i arbejdstiden, og træningen har desuden en positiv effekt på både sundheden og det sociale arbejdsmiljø.