For nogle dage siden så det ud til, at Hanne Tornvig, som er lungesyg og strandet i Tyrkiet, kunne blive fløjet hjem med et rutefly og en sygeplejerske. Den plan er nu ændret, da moderens tilstand igen er ustabil.
- AMBULIX ER KØRT, skriver Janne Tholstrup på støttegruppen 'Støt min mor Hanne' på Facebook.
Udråbet betyder, Robin Hougaards mor, Hanne Tornvig, endelig kommer hjem, efter hun rejste til Tyrkiet med en veninde søndag d. 3. august, hvor hun blev indlagt på et hospital dagen efter.
- Det betyder, at Ambulix skal køre sammenlagt 7000 km. for at hente Hanne hjem. Ambulix er allerede indehaver af verdensrekorden i Guinness Rekordbog for den længste ambulancekørsel i hele verdenen. Denne rekord vil de slå de kommende dage, hvor de henter Hanne hjem, fortsætter hun.
Som Janne Tholstrup skriver på Robin Hougaards støttegruppe på Facebook, så arbejder de lige nu med den oprindelige plan, hvor et ambulancehold fra Ambulix skal køre fra Danmark til Tyrkiet for at bringe Hanne hjem til en pris på 140.000.
Hastesag
På grund af den 38-årige moders forværrede tilstand, hvor hun kunne risikere at få endnu en lungebetændelse oveni hendes kroniske lungesygdom, så satte sønnen Robin Hougaard og Janne Tholstrup gang i indsamlingen på Facebook igen. Status på indsamlingen er 175.000 kroner, så ifølge støttesiden mangler de nu cirka 39.800 kroner for at kunne betale hjemtransport og hospitalsregning. Men udover det ser alt ud til at lykkes.
- Alt er klar, og søndag flyver anæstesilæge og anæstesisygeplejerske derned og forbereder Hanne på hjemtransport. Vi har overført et depositum på 50.000,00 kr og har en aftale om, at vi kan betale resten, når hun kommer hjem, skriver Janne Tholstrup.
På et tidspunkt var indsamlingen stoppet, fordi de troede, at der ikke var brug for flere penge, da Hanne dengang havde det bedre. Men nu har den 18-årige søn Robin Hougaard, hans kæreste og Janne Tholstrup altså genopstartet pengeindsamlingen.
Ingen snyd
Fordi det indsamlede beløb nu er på svimlende 175.000 kroner, og der samtidig har været forskellige udmeldinger om, hvor mange penge der skulle bruges til at få Hanne hjem, så har folk sat spørgsmålstegn ved indsamlingen.
- Jeg kan forsikre jer om, at så længe jeg er tilknyttet denne indsamling, er der intet, der bliver skjult, og alt kommer til at foregå efter reglerne, har Janne Tholstrup tidligere skrevet på Facebook-siden 'Støt min mor Hanne'.
Samtidig har hun fået godkendt indsamlingen af Indsamlingsnævnet, som er den instans, der fører tilsyn med indsamlinger som denne.
Smækker kassen i
Årsagen til, at Hanne Tornvig ikke kan komme hjem, er, at hun ifølge forsikringsselskabet PenSam var syg, inden hun rejste, og ikke havde opnået en forhåndsgodkendelse.
- Vi har ikke fået en anmodning om forhåndsgodkendelse fra hende, og selv hvis vi havde, ville hun ikke blive dækket, fordi hun var for syg inden afrejse, siger Søren Dijohn, som er seniorøkonom hos PenSam.