Efter at EUs ledere i de seneste år stort set ikke har diskuteret andet end den økonomiske og finansielle krise, når de har været samlet, så havde torsdagens topmøde i Bruxelles et mere fremadrettet skær over sig.

Det glædede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som bemærkede, at EU nu ikke længere kun beskæftiger sig med »fortidens synder«.

- Det er første gang i rigtig lang tid, vi ikke har haft et krisemøde. Vi har nu haft mulighed for at kigge frem, og det er en god ting, sagde hun efter topmødet.

En positiv udvikling, som EU-Kommisisonens formand José Manuel Barroso også hæftede sig ved.

- Det handlede ikke kun om krisestyring, men om vækst, sagde han på et fælles pressemøde med den genvalgte formand for det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy.

Helle Thorning-Schmidt slog på pressemødet også fast, at EU stadig står over for massive udfordringer med lav vækst og høj arbejdsløshed.

- Det er ikke sådan, at problemerne er forsvundet, sagde hun torsdag aften.

Samme dag viste en ny undersøgelse fra den europæiske statistikbank, Eurostat, at ledigheden i de 17 lande, som er med i eurosamarbejdet, i januar er steget til 10,7 procent fra 10,6 procent i december 2011.

Derfor venter der også det danske EU-formandskab en stor opgave forude, fortalte statsministeren. Danmark skal nemlig bistå EU-Kommissionen med hjælp til at konkretisere, hvordan væksten igen kan øges i de enkelte medlemslande og i Europa som helhed.