"Aladdin" bliver stor. Kæmpestor. På hele syv scener skal 3.276 tilskuere hver aften i juni måned følge den forunderlige og eventyrlige handling i Adam Oehlenschlägers gamle historie.

Men prøverne holdes indtil videre indendørs. De syv scener er tegnet op på gulvet med farvet tape.

"Den scene, der hedder Gyden, ligger inde i den anden hal, og sultanens palads befinder sig ude på den anden side af den store grønne port dernede," siger instruktør Flemming Enevold og peger ned i den anden ende af den kæmpestore hal.

Den virker endnu mere tom lige nu - mandag 8. maj - hvor kun instruktøren, titelpersonen Thure Lindhardt og købmanden Bedreddin, spillet af Finn Storgaard, er i fokus. På et par små stole sidder instruktør-assistent Pierre Westerdahl og forestillingsleder Lene Sonne og følger med.

Snart ankommer fire gadedrenge. De glæder sig. De skal kaste appelsiner efter Thure Lindhardt.

"Vi skal bruge nogle appelsiner, for nu skal der møges til," griner Flemming Enevold, mens en meget koncentreret Thure Lindhardt i baggrunden højlydt går og øver sine replikker.

Niveauforskelle



Ved væggen er et sandt hav af antikke genstande. Møbler, fade, skåle, kander og lamper i tin og messing, gamle træ-trillebøre, tæpper, kurve, gamle flasker, taburetter, koste og puder dækker hele det ene hjørne af den store hal.

"Det er svært at forestille sig dimensionerne ude i skoven. Ikke nok med at hallen ikke kan rumme alle scenerne, der er også niveauforskelle på grund af det bakkede terræn," siger Flemming Enevold og understreger, at det bliver den største produktion, han nogensinde har været med i.

"Du regner som en kold forretningsmand, der let som ingenting fratrækker mig mit liv," siger Thure Lindhardts Aladdin til købmanden Finn Storgaard.

Prøverne fortsætter indendørs en uge endnu, før hele holdet rykker ud i skoven, hvor det rigtige slag skal stå. Og den lille tætte samling mennesker får meget snart selskab. I aften kommer hele koret. 120 mennesker. Heriblandt Lisbet Dahl, hendes to børn, Elizabeth på 16 og Gustav på ni, og hendes barnebarn, Caroline på ti år.

Det bliver Danmarkshistoriens største udendørs teaterforestilling. Efter gallapremieren 4. juni spiller den 22 gange frem til 30. juni.

Instruktør-assistent Pierre Westerdahl kigger ud i den tidlige maj-sol og siger afsluttende:

"Ja, vi skal gerne ud i Ulvedalene og øve næste uge. Og vi har hele juni måned, hvor vi spiller hver aften. Så vejret må meget gerne holde."