Kære kvinder på planeten Jorden, det er på tide at finde lommetørklædet frem, og måske skal I også i Fona og anskaffe jer en hulens masse DVD-film. Damernes og Hollywoods favorit-hug Ryan Gosling tager nemlig en pause fra skuespillet.
Den 32-årige skuespiller, der allerede debuterede som 8-årig, vil nemlig holde lav profil. Han skulle efter sigende være bange for, at folk er ved at være trætte af ham. Det skriver The Sun.
- Jeg trænger til en pause fra mig selv, og det forestiller jeg mig også, at publikum gør, siger han.
- Jeg har arbejdet alt for meget. Så meget at jeg har mistet fornemmelsen for, hvad jeg laver. Jeg tror, det er godt for mig at tage en pause og tænke over, hvorfor jeg spiller skuespil, og hvordan jeg gør.
Skuespilleren håber altså på at få et perspektiv, men han håber også at kunne undgå at begå en fejl i sin karriere:
- Jo flere muligheder, jeg får, jo mere indser jeg, hvor let det er at forpurre det hele.
Ryan Gosling er blandt andet kendt fra sin rolle i tåreperseren The Notebook, men han brillerede også i Nicolas Winding Refns Drive, der måske var knap så kvinde-venlig.
Vi får dog lov til at se ham i en hovedrolle, inden han trækker stikket ud. Gosling er nemlig snart aktuel i filmen The Place Beyond the Pine, hvor han skal spille over for sin kæreste Eva Mendes.