McLarens Jenson Button var rasende, da han blev konfronteret med rygter om en forestående fyring fra Formel 1-holdet.
Formel 1-grandprixet i Montreal blev en stor skuffelse for McLaren-Honda teamet. Både Fernando Alonso og Jenson Button måtte udgå på grund af problemer med udstødningen, og frustrationerne lyste ud af englænderen, der lod sin vrede gå ud over journalisterne, der blev ved med at spørge ind til racerkørerens fremtid.
Ved pressemødet umiddelbart efter racet blev Button nemlig mødt af de vedholdende rygter om, at englænderen var på vej ud af holdet til fordel for danske Kevin Magnussen.
»Ikke sandt,« svarede Button ifølge The Mirror kort og kontant på spørgsmålet om rygterne.
»Jeg ved det ikke. Jeg har ikke engang tænkt på det. Og teamet har heller ikke tænkt på det,« forklarede Button indædt videre på spørgsmålet, om han også vil være at finde på McLaren-teamet i 2016-sæsonen.
Rygterne om Kevin Magnussen fik nyt liv umiddelbart inden grandprixet i Montreal, da den engelske avis The Sun mente at vide, at den danske racerkører er favorit til at overtage sædet fra Jenson Button i næste sæson.