Øverst fortæller Jan Fog, hvordan han opdagede kræften
Enearving Charlotte Juul flytter ikke ind i den afdøde liebhaver mæglers hjem, men sælger – for mellem 30 og 40 mio. kroner
Inden for få dage vil en af landets mest eksklusive pragtvillaer på Strandvejen, nord for København blive udbudt til salg.
Det drejer sig om den afdøde luksus-mægler Jan Fogs hus på Strandvejen nord for København, fortæller liebhavermægler Søren Heilesen. Sammen med partneren Claus Borg har han købt Fogs mæglerfirma for et ukendt millionbeløb:
»Vi skal sælge Jans eget hus, og det vil blive sat til salg indenfor 14 dage,« afslører Heilesen over for BT.
»Det er en pæn ejendom på omkring 450 kvadratmeter, der ligger lige direkte ned til vandet. Med egen bade- og bådebro,« siger Heilesen.
Bliver boende på Vesterbro
Salget af den yderst eksklusive villa betyder, at Jan Fogs enke Charlotte Juul ikke flytter ind på Strandvejen, men foreløbig bliver boende i den fire værelses lejlighed på 110 kvadratmeter, som Fog købte til hende på Vesterbro i København i 2007.
Den afholdte liebhavermægler døde 23. april på Rigshospitalet i København, mens han var i gang med at blive behandlet for leukæmi – også kaldet blodkræft. Op til hans død blev Jan Fog behandlet med en transfusion af stamceller fra en 25-årig kvindelig donor. Ved den sidste transfusion blev han ramt af en virus der sendte ham i koma, og den 66-årige ejendomsmægler vågnede ikke igen.
Læs mere i PLUS:
Læs også:
Læs også:
Hele Fogs arv går til enken Charlotte Juul, der blev gift med liebhavermægleren både af økonomiske og kærlighedsmæssige årsager. Hvilket Fog aldrig selv lagde skjul på.
De to havde været ungdomskærester, og Fog sagde selv, at der altid havde været kærlighed mellem de to i årene efter. Men da de giftede sig i 2013, var der også en anden grund:
»Ved at gifte os slipper vi jo for at betale skat, som man skulle have gjort ved eksempelvis et testamente,« sagde Jan Fog til BT, samme år som parret blev lovformeligt gift.
Derfor kan Charlotte Juul i dag se frem til mange millioner, når Fogs virksomhed og værdier nu bliver realiseret.
Omfattende værdier
Salget af Jan Fogs ejendom er anden del af den omfattende realisering af liebhavermægler Jan Fogs omfattende værdier, der i hvert fald løber op i et betragteligt tocifret millionbeløb.
Første del var overtagelsen af Jan Fogs firma, der blev effektueret allerede få dage efter Fogs bisættelse 2. maj.
Aftalen var lavet på forhånd af Fog selv sammen med Borg og Heilesen, der nu bekræfter over for BT, at næsten alle Fogs kunder og deres huse indgår i det nye firma.
Læs også:
Læs også:
Heilesen vil ikke oplyse, hvor mange millioner de har måttet slippe for Fogs firma, men samlet set repræsenterer alene salgspotentialet på porteføljen næsten 500 millioner. Der betyder en potentiel indtægt på op mod 15 millioner, hvis salæret er på de tre procent, der er normalt ved den slags handler.
»Vi har brugt tiden på at snakke med alle Jans kunder, og de har stort set alle takket ja til at fortsætte med os. Både kunderne og vi savner selvfølgelig Jan, men derfor skal folk jo have solgt deres huse alligevel,« siger Søren Heilesen, der oplyser, at Fogs egen pragtvilla med en grund på 894 kvadratmeter vil blive udbudt for et sted mellem 30 og 40 millioner kroner.
Pragtvillaen er dog langtfra det eneste, den afdøde liebhavermægler efterlader sig. Han ejede også en stor lystyacht med tilhørende bådplads i Sydfrankrig, en 28 fods båd i Danmark samt en bilpark på mindst otte luksusbiler.
Hele arven ind på enkens bankbog
Charlotte Juul er eneste arving til hele formuen fra Jan Fogs lukrative liebhaver-virksomhed. Hans nærmeste familiemedlemmer talte to brødre, Ivar og Michael Abildhøj Fog, der ikke automatisk arver, medmindre Jan Fog specifikt har testamenteret noget til dem. Det forklarer advokat Ulrik Grønborg, der er specialist i ægtepagter og testamenter:
»Hun er enearving, og der bliver ikke noget til Fogs søskende eller familiemedlemmer. Tvangsarv er forbeholdt børn og ægtefæller,« siger Ulrik Grønborg.
Samtidig vil Charlotte Juul kunne se frem til at få hele gevinsten i egen lomme ved et salg af Jan Fogs villa, forklarer advokaten:
»Dødsboer er omfattet af det, der hedder parcelhusreglen. Den siger, at hvis grunden er på mindre end 1.400 kvadratmeter, og afdøde har beboet huset, skal der ikke svares skat af en eventuel fortjeneste. I så fald kan dødsboet sælge og få en skattefri fortjeneste,« siger Ulrik Grønborg, der også fortæller, at enken slipper for skat, når biler og både skal afhændes:
Læs også:
Læs mere i Plus:
»Dødsboet vil sandsynligvis kunne sælge Fogs private biler, både og bådpladser uden at skulle svare skat af en eventuel fortjeneste.«
BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Charlotte Juul, der ikke er vendt tilbage på avisens henvendelser.
Pragtvillaen
Jan Fog forelskede sig i den hvide kæmpevilla på Strandvejen i Taarbæk tilbage i 1984 og købte den for 2,3 millioner kroner. Siden er ejendommen fra 1920 steget betragteligt i værdi, og efter sigende afviste Fog på et tidspunkt at sælge boligen for 50 millioner kroner. Ejendommens godt 450 kvadratmeter er fordelt på 12 værelser og har en stor stue med sildebensparket, pejs og højt til loftet.
Går man derfra og ud på terrassen gennem en af de tre franske døre, er der direkte udsigt til Øresund og den private båd- og badebro. Når ejendommen i løbet af de næste uger bliver sat til salg, skal interesserede købere have mellem 30 og 40 millioner op af lommen for at få fat i den.
Bilerne
Fogs første bil var en Morris Minor, som han fik af sin tante, men i takt med, at Jan Fogs forretning voksede, gjorde liebhavermæglerens bilpark det samme. Op til sin død havde Jan Fog mindst otte vogne i den eksklusive ende. Han ejede blandt andet to Ferrari-modeller i millionklassen. Den ene, en 360 Spider, var indregistreret i Frankrig, mens hans anden Ferrari – en 348 Spider fra 1994 – særligt blev brugt i sommersæsonen herhjemme. Blandt hans biler fandtes også en flaskegrøn VW Beetle Convertible med lyse lædersæder og en perlemorsfarvet Cadillac SRX V8 – specialfremstillet og det eneste eksemplar i verden, fortalte Jan Fog til Politiken i 2011.
Bådene
Når Jan Fog skulle koble af fra det travle hverdagsliv, tog han ud at sejle, fortalte han sidste år til BT. Liebhavermægleren havde to både og en bådplads i Beaulieu, der ligger i Sydfrankrig. Her havde Jan Fog en 61 fods Riviera Yacht for anker, der angiveligt stod ham i 18 millioner kroner. En model, som Jan Wulff Møller fra Dansk Yacht Import beskriver som ’en meget fin model’, der estimeret ville kunne indbringe mellem otte og ti millioner, hvis den skulle sælges i dag. Når Jan Fog skulle sejle i Øresund i fritiden, benyttede han sig af sin 28 fods Cranchi – et italiensk bådmærke, der producerer fartøjer i den eksklusive ende af skalaen.