På fredag bliver det vedtaget, at forældelsesfristen for dopingsyndere bliver udvidet fra otte til 10 år.
Fortidens dopingsyndere har i øjeblikket et belejligt skjold at gemme sig bagved. Hvis deres dopingbrug er foregået for mere end otte år siden, så ligger det udenfor forældelsesfristen, og dermed kan man ikke straffes.
Men det bliver der lavet om på, når det internationale doping-agentur WADA på fredag vedtager en ny WADA-kode med nye regler for anti doping-arbejdet. Forældelsesfristen bliver udvidet fra otte til 10 år.
Direktør i Anti Doping Danmark (ADD) Lone Hansen er i øjeblikket til WADA-konferencen i Johannesburg i Sydafrika, hvor de i disse dage lægger sidste hånd på den nye WADA-kode. På fredag bliver de nye ændringer stadfæstet.
- Det ser ud til at forældelsesfristen bliver forlænget til 10 år. Det bliver med fremadrettet effekt, og det træder i kraft 2015, siger Lone Hansen, som hilser de nye tiltag velkommen.
- Det er et klart signal at sende. Med den nye WADA-kode bliver der indsat flere muligheder for antidopingmyndighederne i efterretningsarbejdet.
WADAs nye forældelsesfrist kommer altså ikke til at virke med tilbagevirkende kraft, hvilket ellers kunne have fået stor indflydelse på den store dopingundersøgelse i Danmark, som blev iværksat efter Michael Rasmussens indrømmelse i januar.
En udvidet forældelsesfrist ville således være yderst brugbar for ADD, da Tyler Hamilton, Michael Rasmussen og Jörg Jaksche har fortalt om udbredt doping hos Bjarne Riis på Team CSC i en periode, som strækker sig frem til 2003. Det ville lige præcis være indenfor en forældelsesfrist på 10 år. Lone Hansen har med afsæt i amerikansk dopingefterforskning af US Postal og Lance Armstrong kigget på, om der var mulighed for at udvide forældelsesfristen, fordi de amerikanske regler åbnede muligheden for at forlænge forældelsesfristen med tilbagevirkende kraft.
- Vi har ikke direkte udfordret den, men jeg kan ikke udtale mig mere om det, imens efterforskningen er i gang.
- De amerikanske antidopingmyndigheder havde mulighed for at udvide forældelsesfristen, fordi der var nogle nationale regler, de kunne trække på. Men problemet er, at Lance Armstrong-sagen ikke er blevet kørt, fordi han ikke ville samarbejde. Derfor er spørgsmålet om forældelsesfristen ikke blevet afprøvet, og derfor står vi ikke med et klart svar på, om det kunne lade sig gøre.
På det seneste er flere tidligere ryttere stået frem for offentligheden og har fortalt om dopingforseelser, som ligger uden for den aktuelle forældelsesfrist på otte år.
- Mange af dem der står frem har meget at fortælle om det, der er sket udenfor forældelsesfristen. Det bliver straks mere vanskeligt at få dem til at fortælle, jo tættere vi kommer på en direkte sanktion. Det er vel også naturligt, at man har lettere ved at få tungen på gled, når man fortæller noget, som ligger udenfor en forældelsesfrist, siger Lone Hansen.
Udover den forlængede forældelsesfrist øger WADA-koden antidopingmyndighedernes muligheder for at få informationer fra andre myndigheder. Det betyder blandt andet, at Anti Doping Danmark vil indgå i større samarbejde med Politi og SKAT. Anti Doping Danmark vil kunne få adgang til materiale fra telefonaflytninger, ransagninger og beslaglagt doping, hvis det er i forbindelse med sportsfolk.
Den nye WADA-kode inkluderer også hårdere straffe til dopingsyndere. For positive prøver med stoffer som EPO, vil straffen blive hævet fra to til fire år, ligesom der vil være hårdere straffe til trænere og andre, som måtte have hjulpet atleter med at dope sig.