Nu kommer der livreddere ved landets badesteder
Sidste år rykkede livredderne ud 26.763 gang til forulykkede strandgæster. Langt de fleste aktioner er forebyggende og forhindrer uforsigtige strandgæster i at gøre noget dumt.
Sidste år rykkede livredderne ud 26.763 gang til forulykkede strandgæster. Langt de fleste aktioner er forebyggende og forhindrer uforsigtige strandgæster i at gøre noget dumt.
Mandag starter sommeren - måske ikke vejrmæssigt, men for TrygFondens 200 livreddere, som er repræsenteret ved i alt 34 strande og havbade rundt om i Danmark. De vil i de kommende otte uger sidde højt til vejrs i livreddertårnene og holde øje med de badende - dog kun i arbejdstiden mellem klokken 11 og 19.
Sidste år var livredderne med til i alt 26.763 indsatser, og langt de fleste af dem var forebyggende.
- Det kan typisk være, at vi griber fat i en familie, som er på vej ud i en gummibåd i fralandsvind. Det er meget dumt, siger områdechef René Højer, der er ansvarlig for bade- og vandsikkerhed, TrygFonden
De 26.763 indsatser beskriver han som »pænt mange«, specielt når man tager i betragtning, at den danske sommer 2011 bestemt ikke viste sig fra sin mest strandvenlige side.
27 af aktionerne sidste år var af så alvorlig karakter, at personerne var i livsfare, og halvdelen af dem, der blev indlagt efter at have været i fare for drukning, er børn.
Derfor er der ifølge René Højer stadig grund til at indskærpe, at man altid skal holde øje med sine børn, når de er på stranden, også selv om de blot sopper i vandkanten.
- Så det duer ikke at ligge og læse en tyk bog, hvis man har børn med på stranden. Vi oplever dog, at folk er blevet bedre til at passe på deres børn på stranden. Vi har for eksempel færre sager med børn, der bliver væk fra deres forældre, siger René Højer.
Livredderne yder ikke blot hjælp, når badende kommer i havsnød. Deres indsatser består overvejende af almindelig førstehjælp, når badegæsterne er dehydrerede eller har fået f.eks. snitsår eller bistik.
TrygFonden står bag langt de fleste livreddertårne i Danmark. I Nordsjælland er det dog Den Nordsjællandske Livredningstjeneste, der passer på gæsterne, og rundt om i landet er der enkelte andre livreddertårne.